Jeg standser i den dybe Nat
ved Rønnens Rod.
Nu drypper i det dunkle Krat
dens røde Blod.
Der staar den ydmyg og beredt
til Dom og Død,
med sine modne Blade bredt
om Bærrets Glød.
Og Nattens Maane stirrer paa
dens stolte Ve.
— Jeg mindes døde Aar, jeg saa
det samme ske.
Ak, al min Længsel staar i Nat
ved Rønnens Rod.
Nu drypper i det dunkle Krat
mit eget Blod.
Mit Hjerte har sig tyst beredt
til Dom og Død,
med sine sidste Kræfter bredt
om Smertens Glød.