Stille — stille. Instrumenter
klinger mildt i Maanenatten.
Og den dejligste af alle
disse dyrebare Toner,
vender stadig her tilbage
fra et Hav af Melodier,
som en Bølge, der bestandig
strømmer indad imod Stranden.
Vender stadig her tilbage,
stemmer Graaden i min Strube,
saa jeg selv bli’er som en Bølge,
der i evig, evig Higen
strømmer indad imod Stranden,
for at være, hvor du lever,
strømmer i bestandig Higen
for at naa dig, blot i Døden.
Jeg er Bølgen, du er Stranden.
Jeg maa være, hvor du lever,
strømme i bestandig Higen
for at naa dig, blot i Døden.
Evigt haster jeg mod Maalet.
Evigt synker jeg tilbage.
Ak, mit Hjertes dybe Higen,
er jo Livet, som jeg lever.