Der staar i Nat paa Himlen,
hvor tunge Skyer graane,
imellem blege Stjerner
et spinkelt Maaneny.
Et sælsomt Led i Tiden
er denne spæde Maane.
Jeg staar i Nat og stirrer
imod et helligt Gry.
Ak, dette Maanefoster,
som staar i Nat og fryser
og venter paa at vokse
og blive Brand og Baal.
Den dunkle Maane drømmer.
Se, hemmeligt den lyser.
Den staar i Nat og længes
imod et helligt Maal.
Vi er af samme Længsel.
Jeg staar i Nat og stirrer —
skønt alting er forgæves —
i Tidens dunkle Strøm.
Mens tunge Skyer skifter
og blege Stjerner dirrer,
staar jeg i Nat og længes
imod en hellig Drøm.