Der staar en ensom Hund hver Nat og vaager
Om Halsen slynger sig en gylden Lænke.
Dens Øjne spejder gennem Rummets Taager.
Bag sorte Skove ser den Maanen sænke
sit hvide Sølv i Nattens mørke Haar.
— Og Lænken er den samme, som i Gaar.
Dens Øjne længselsfuldt i Rummet søger,
som smertede en Tankes tunge Saar.
Hvert Ryk i Lænken kun dens Smerte øger.
At sprænge Lænken aldrig den formaar;
thi Lænken tynger, som et evigt Aar.
Den ryster rasende sin stride Manke,
til gyldne Gnister fyger fra dens Haar.
Den sanser kun den ene, stærke Tanke,
at Lænken er den samme, som i Gaar,
og at den aldrig Landevejen naar.
Den ved derude, bag de dybe Skove,
er Storm og Stjerner — sælsomt Maaneskær.
Ak, aldrig mere kan dens Længsel sove,
for stadig lokker disse sorte Træer.
Og mens dens Hjerte tyst i Natten bløder,
den stadig sine blinde Kræfter øder.
Den staar og ser mod Kloders fjerne Baner.
Og falder Stjernen, som en moden Frugt,
den skælver, som i Feber, thi den aner,
at netop saadan blev dens egen Flugt.
Om Lænken brast, den skulde hidsigt jage,
og aldrig standse, aldrig se tilbage.
Og hører den det spæde Fald af Blade
i Nattens Skove, staar den vildt paa Spring.
Den gyldne Lænke lærte den at hade,
og sanse alle gaadefulde Ting.
Dens Øren flakker for en vildsom Tænken.
Men vover den da Springet, knurrer Lænken.
Dens hede Gab staar aabent, som et Krater,
i stormfuld Længsel efter Mulm og Jagt.
Og som en Paria, en ensom Tater,
med Blikket blodskudt paa den samme Vagt,
den trodser Lænken — trodser at forsage.
Men Lænken haanligt river den tilbage.
Hver Nat den slider i den samme Lænke,
til Lænken bløder af dens tunge Blod;
men aldrig Smerten kan dens Hoved sænke,
og aldrig Natten saa den mangle Mod.
Dens Øjne gløder, som to aabne Saar.
— Og Lænken er den samme, som i Gaar.