En Vaar sank under Mulde.
En Høst er atter endt.
En Jul blev til et Minde
af slanke Graner tændt.
Men nær er atter Aaret,
dets Glæde, Angst og Glød,
som Tidens gamle Moder
har baaret i sit Skød.
Løft højt dit Glas mod Aaret,
det Aar, som mod dig ser.
Drik Vinen ud af Glasset,
til Vinens Purpur ler.
Nu blaaner atter Dagen
i Tidens dunkle Strøm.
Se, højt af Tiden baaret
staar Dagen, som en Drøm.
Løft højt dit Glas mod Drømmen,
den Drøm, som helt dig bar.
Bag Aarets sidste Time
staar Drømmen rank og klar.
Hvert Sind, som ved sig saaret,
hver Sjæl, som Sorg har kendt,
se, højt af Himlen baaret
staar Nytaarsstjernen tændt.