Hyrdernes Tilbedelse
Tilegnet Ribéra
Tilegnet Ribéra
En blaalig Skumring brød den klare Dag.
En sælsom Nat steg over Bethlehem.
Saa dybt et Mørke skjulte Taarn og Tag,
og gaadefuldt kom ingen Maane frem.
Paa Markerne laa Mulm og Mørke bredt,
og Faar og Geder flygtede forskræmt.
Og Markens Hyrder raabte: Hvad er sket!
Har mon den gode Gud i Nat os glemt?
Da pludselig en Stjerne ren og skær
brød ud af Nattens Mulm og Mørkets Vold.
og lyste paa en fattig Faarefold.
Og Markens Hyrder raabte: Hvad er sket!
En sælsom Stjerne vil os bringe Bud.
Saa stærk en Glans er ingen Sinde set.
Et Under har han sendt, den gode Gud.
Og Stjernen ledte dem til Krybben ind.
Og Markens Hyrder saa det skønne Syn.
En fattig Jomfru sad med ydmygt Sind.
En sælsom Glans laa over Haar og Bryn.
De fromme Hænder havde Krybben redt.
Og se: et Barn laa svøbt i fattigt Skrud.
Og Markens Hyrder raabte: Det er sket!
En Konge har han sendt, den gode Gud.
En hellig Nat laa over Bethlehem,
hvor Stjernen lyste over Taarn og Tag.
I Østen rødmede Jerusalem,
og hastigt nærmed’ sig den klare Dag.
Og Stjernen blegned’ dirrende og from,
og gaadefuldt den sank i Dæmring ud.
Men svøbt i Gryets Guld en Morgen kom.
Og Markens Hyrder gik og priste Gud.