Jeg klaged’ over Sange,
min Smerte maatte skrive,
da mødte jeg hans Øjne,
som Lyn fra skarpe Knive.
I faa Sekunders Splintren
jeg saa dem hvasse tindre,
ret som de vilde sige:
Der findes intet mindre,
end blotte helt sin Smerte
og staa for Smil og Dadel.
Helt fornem er den Tavse,
Beherskelse er Adel.
At skrive, er at lide,
at leve, det er Smerte,
hvis man da ikke ejer
et veldresseret Hjerte.
— — —
Jeg sænked’ ydmygt Blikket,
da mødte det hans Læber;
men i de stumme Linjer
laa Smertens Ild, der dræber.
Det var, som om jeg mødte,
blandt Levende og Døde,
et Sind, der havde kæmpet
sin Livskamp ud i Øde.
Da husked’ jeg paa Guder,
der stirrer ud i Rummet,
hvis Læber er af Smerte
og Visdom helt forstummet.