Jeg mødte en Pusling en tidlig Kvæld,
hvor Timerne fløj, som besatte.
Han gik og lured’ med Blikket paa Hæld,
som søgte han skjulte Skatte.
Jeg gik ham nær med et nysgerrigt Blik;
jeg saa, han var kroget i Ryggen.
Han smilte tungsindigt og gav mig et Nik.
Og saa blev han borte i Skyggen.
Jeg mødte ham atter en sildig Nat.
Da tog han min Arm fortrolig.
Han snakkede løs — var fyrig og glat.
Jeg følte mig angst og urolig.
Der var noget i Puslingens hærgede Træk,
der drog mig til undrende Stirren.
Mit Hjerte slog haardt af Angst og Skræk,
og min Sjæl blev een ængstelig Dirren.
Saa rev jeg mig løs med Trusler og Trods,
men han haged’ sig fast i min Frakke.
Jeg slog ham i Ansigtet, til han gav los,
men han bed sig fast i min Nakke,
jeg opgav fortvivlet at støde ham bort,
og jeg bar ham med hele min Styrke.
Og om os blev Natten forunderlig sort,
og jeg skjalv som et Barn i Mørke.
Han kaldte mig: Ven; men jeg haaned’ ham tit,
naar jeg søgte mig andre Venner.
Jeg udlevered’ ham kvit og frit
til den, der gad trykke hans Hænder.
Men var jeg alene, han, som en Rekrut,
stod ret. — Han var sikker som Dagen.
Og jeg blev hans Slave for hvert Minut,
der svandt. — Og hvad nytted’ min Klagen.
Han voksed’ sig stærk, som et aarelangt Savn,
og mægtig, som kuet Længsel.
Da faldt det mig ind, at jeg ej kendte hans Navn,
der var Skyld i min Kummer og Trængsel.
Og en Nat, jeg var ene — Natten var sort —
bad jeg ham om hans Navn saa beskeden.
Da lo han mig ud: — Jeg har intet Kort;
men mit Navn, det er Ensomheden.