I Nat har jeg mødt ham —
ham, jeg har elsket altid:
Han kom pludselig imod mig i Drømme,
høj, rank og uforfærdet,
svøbt i sit mørke Haar —
det natteblonde.
Det var en Nat, som ingen Nætter —
som kun en Drøm formaar at forme:
Purpuret svævede over Himlen
og Stjernerne straalede evighedshvide
i Æterens guddommelige Blaa.
De store, fuldt svulmende Roser
og Liljernes brændende Sjæle
vuggede sig i samme salige,
uforlignelige Nat.
Vi gik sammen:
Hans Legeme bølgede om mit —
og mit Legeme bølgede om hans.
Hans Haar aandede paa mit —
og mit Haar aandede paa hans.
Saadan var hin vidunderlige,
natteberuste Kærlighed.
Men intet skete —
thi Drømmen opfylder intet ...
Alle mine Venner!
Nu véd jeg, hvad Kærlighed er:
Kærlighed er ikke Begær ...
Kærlighed er en Drøm —
en usigelig Drøm!
— — —
Du spurgte mig, om jeg vilde være din —
den samme Nat, du havde set mig.
Jeg svarede dig: at jeg havde været din altid —
saa, hvorfor ikke nu? —
Men intet skete —
thi Drømmen opfylder intet:
Drømmen er det ulegemlige Liv.
Drømmen er det Liv, hvortil vi skal vaagne
og blive salige — som vi har drømt.
Og i Døden véd jeg, at jeg skal møde dig;
thi du er død — og har været død længe.
Og derfor er jeg ogsaa død — allerede.
Jeg døde af Sorg over at skilles fra dig,
da jeg fødtes til Verden.
Derfor jog jeg, som en Beruset,
omkring i Verden, for at finde dig;
men fandt dig ikke — før nu i Drømmen.
I store Maanenætter kom du mig nær.
I mægtige Storme brusede min Længsel mod dig —
mod fjerne Kloder, hvor du maatte leve:
Du maatte leve — thi du levede i mig.
Det kunde ikke være en Drøm, at du var til —
jeg selv var til ...
Det blev en Drøm, som blev Beviset!
— — —
Du lyste af et guddommeligt Lys.
Jeg saa, at jeg selv lyste af det samme Lys.
Det var vore Sjæle, der lyste hin Nat —
som Æterlegemer i Drømmenatten ...
Saaledes gik vi, Side om Side,
som to lykkeberuste Sjæle,
to lysende Himmellegemer,
bort i den evige Nat.