Jeg holdt et Stykke Marmor i min Haand:
Det var køligt, som det ufølsomme Hjerte.
I dets kolde Træk
stod indridset Skæbnens uløselige Runer.
Smertens Kaos lyste af dets sprængte Indre.
Tidernes Angst
havde forstenet sig i dets spaltede Aarer —
Livets Skrig:
Døden levede uforgængelig
i dets livløse Ansigt.