De store, graa og skarpe Sten
ligger paa Stranden,
hvor jeg træder.
De store, graa og skarpe Sten
skærer mine Fødder.
Havet vasker Blodet af.
De store, graa og skarpe Sten
er uden Medlidenhed!
— — —
Som et aabent Saar paa Himlen
ser jeg Maanen —
som en Flænge i en Sky,
der stadig bløder
uhjælpeligt —
som et Saar, der aldrig læges.
Selv Himlen er uden Medlidenhed!
— — —
I Aftes saa jeg Solnedgangen:
Som et Blodskær paa Himlen
fra en Kamp, som ingen aner,
en Front, som var uendelig,
laa denne røde Krig over Jorden.
Himlen dryppede af
Blod. Og store, sindssyge Farver
sprang ud i Rummet.
Jeg drak disse Farver.
Jeg drak dette Blod.
Og jeg fornam Urinstinktet
brænde som Ild
i mit Blods Ild.
Og jeg raabte mod Himlen:
Hvorfor dræbte du Solen?
Du dræbte Solen!
Jeg saa det!
Du skabte denne Krig i Universet!
Og Himlen raabte tilbage:
Hans Blod skal komme over dit Hoved
og dine Fødder.
Dine Fødder skal bløde
af de skarpe Sten paa Stranden,
naar du higer i Mørket
mod det sidste Ildskær paa Himlen.
Afmægtig skal du sidde i Natten
og slikke dine Saar.
Thi jeg er Guden —
den store Dræber!