Jeg kæmper mig frem paa de ensomme Øer,
i Trængsler og Kiv.
Tilværelser fødes — Tilværelser dør,
og Liv føder Liv.
Lad fødes, lad falme, lad segne og dø
de Tusinders Liv.
Jeg vandrer ved Hav — jeg vandrer ved Sø
og susende Siv.
Om Vejen er kroget, sort eller smal,
jeg vandrer afsted,
og kæmper mig frem gennem Mørke og Fald,
Angst og Fortræd.
Om Natten er lys, om Natten er sort,
saa vandrer jeg her.
Og Maanen kommer — Maanen gaar bort
mod fjernere Skær.
Og kommer jeg frem med min Byrde saa tung
til en sovende Stad,
jeg kender mig selv baade gammel og ung,
bedrøvet og glad.
Og møder jeg mange, nien ingen mig tror,
det fatter jeg bedst.
— Thi hvem er vel her paa den ensomme Jord
en velset Gæst?
Og Maalet er intet — maaske kun et Straa
— maaske kun et Blad,
som vokser et Sted, og engang skal naa,
at gøre mig glad.