Nu ebber Dagen ud
med Skygger lange.
Du læser mine Sange,
Aarets Høst.
Hvad skal det blive til?
Nu kommer Natten!
Den sorte Nat, som ingen
af os vil.
Ja, ude er det Høst,
som i din Stemme.
Der kommer som en Falmen
i din Røst.
Du skælver som i Ve,
og peger stille
ud mod Novemberdagens
første Sne.
— — —
Nu ebber Dagen ud
med Skygger lange.
— Hvad hjælper mine Sange,
Aarets Høst?
Jeg ved, at denne Høst,
det er den sidste;
de sidste spinkle Toner
i mit Bryst.
Og mens det sneer og sneer,
og Mørket vokser,
saa ønsker jeg, at intet
mere sker!