Der sived Skumring over Lyng og Grætter.
Nymaanen tændtes over Hedens Høje.
En af de dybe, alvorsfulde Nætter,
hvor Stjernen ser som et sørgmodigt Øje,
steg op af Mulmet fra en Afgrunds Verden
i majestætisk Højhed ud i Rummet.
Dens Svøbe var Taage, og dens tyste Færden
var hemmelig som Døden, og formummet.
Konturer smuldred’ i Mystik og Mørke.
— En Vibe skreg og flygted’ som en Fremmed,
og Nattens uudgrundelige Styrke,
dens Væsens Magt, jeg følte og fornemmed.