Gnist af Guddomsflammen, Glæde!
Skjønne Møe fra Tempe Dal!
Henryksfulde vi betræde,
Salige! Din Guddomshal:
Stærk Din Tryllevælde binder,
Moden segner for Din Haand,
Fyrsten, Betleren omvinder
Du et fælleds Broderbaand.
Chor:
Favner Jer, I Millioner!
Hele Verden dette Kys!
Brødre! over Stjerners Lys
vist en kjærlig Fader troner.
Hver, som vennesalig hylder
Venskabs Himmelharmonie:
Hver, hvem Elskovs Eden tryller,
med sin Jubel stemme i!
Hver, som blandt al Jordens Sjæle
over een kun øver Magt! —
Men hvo det ei kunde, stjæle
grædende sig fra vor Pagt.
Chor:
Alle Klodens Millioner
Sympathiens Magt erkjend!
Over Stjerner leder den,
hvor den Ubekjendte troner.
Alle Væsner suge Glæde
af Naturens Moderbryst;
Gode, Onde, Alle træde
hendes Rosenspor med Lyst;
Kys hun skjænked os, og Druer,
Venskabs Glød var hendes Bud,
Vellyst selv i Ormen luer.
og Seraphen staaer for Gud.
Chor:
Styrter ned, I Millioner!
Ahned I en Skaber nys?
Søg ham over Stjerners Lys,
over Stjerner vist han troner.
Glæde er den stærke Fjeder
i den evige Natur;
Glæde, Glæde Hjulet leder
i det store Verdensuhr;
Blomster hun af Spiren bringer,
Sole frem af Æthrens Blaae,
Sphærer hun i Circler svinger,
intet væbnet Øie saae.
Chor:
Froe, som Sole hende feire,
rullende vor Jord forbi,
flyver, Brødre! Eders Sti,
glade, som en Helt til Seire!
Hun fra Sandheds Ildspeil smiler
kjærlig til dens Grandsker ned,
og paa Dydens Bjerg hun iler
huldt at lede Taalmods Fjed;
høit paa Troens Klippespidse
hun i Lysets Tempel boer,
og bag sprængte Graves Ridse
stander hun i Engles Chor.
Chor:
Lider modig, Støvets Sønner!
Lider for et bedre Hist;
eengang over Stjerner vist
Jer en kjærlig Gud belønner.
Guder kan man ei gjengjelde;
skjønt er dem at være liig!
Sorg og Armod skal sig melde,
med de Glade glæde sig!
Hævn og Had og Tvedragt svinde;
selv vor værste Fjende Fred!
Angrens Taare meer ei rinde,
flygte hver en Qval, han leed!
Chor:
Mild Forsoning qvæge Jorden;
Gjelden være slettet ud!
Brødre! hist Jer dømmer Gud
som af Eder dømt er vorden!
Glæde sprudler i Pokaler,
og i Druens gyldne Blod
drikke Blidhed Kannibaler
og Fortvivlte Heltemod.
Brødre! Op fra Eders Sæde,
Glasse mødes Haand i Haand!
Skummet høit mod Himlen spræde!
Dette Glas: den gode Aand!
Chor:
Ham, hvem Soles Hvirvel toner,
Æmnet for Seraphens Sang:
Priser Ham ved Glassets Klang,
Ham, som over Stjerner troner.
Mandigt Mod, naar Trængsler true,
Hjelp, naar Uskyld kræver den,
Evighed hvert Forbunds Lue,
tro mod Fjende, tro mod Ven,
Stoltheds Kraft for Kongetroner —
gjaldt det Livet ingen Tvang! —
de Fortjente deres Kroner,
Løgnens Yngel Undergang!
Chor:
Tæt i Kreds, thi saa det sømmer!
Broder! sværg med mandig Ild,
troe da Løvet være vil!
Sværg ved Ham som hisset dømmer!
Frelse fra Tyranners Lænker,
Høimod selv mod Lasters Træl,
Haab, naar Legemet forkrænkes,
Naade paa Skafottet selv!
Leve, leve selv de Døde!
Synger alle Chorus her:
Glemt, forsonet hver en Brøde!
Intet Helved være meer!
Chor:
Lys vor Afskedsstund frembryde!
Sødt os være Gravens Blund!
Brødre! i den store Stund
mild os Verdensdommen lyde!
A. P. Liunge.