Sæl den Mand, hvem Parcen mild
gav en kjærlig Qvinde;
bruser Stormen gram og vild,
Ly hos ham er inde.
Ved den hulde Mages Bryst
Trøst og Held han finder,
Spirer alt til Fremtids Lyst,
Fryd i Fortids Minder.
Haabet smiler atter huld,
ingen Sky det dunkler,
og i Hjertets klare Guld
Glædens Demant funkler.
Fro han slutter i sin Arm
Mandens Held herneden,
finder ved sin Mages Barm
Jorderigets Eden.
I hans Aasyn læser hun,
hvad hans Sjæl begjærer;
hver en Fryd, den ahner kun,
hvert et Haab, den nærer;
hvert et Ønske, neppe fød,
hendes Hjerte gjætter,
og med Elskovs Offerglød
hun dets Krands ham flætter.
Skuffer Haabets Stjerne ej,
modnes Lykkens Spirer,
dufter Roser paa hans Vej,
vifte Vaarzephirer:
O! ej de har Glæden kjendt,
der ej nød den sammen;
Lykkens Gud dens Glød har tændt;
Elskovs hæver Flammen.
Synge da, hvo synge kan,
syng i Glædens Tone:
Hil den skjønne Ægtestand!
Hil hver kjærlig Kone!
Meer end Lyst er Mandens Maal,
meer end Elskovs Drømme;
Brødre! (Eders/vore) Koners Skaal!
Vi den Alle tømme.
A. P. Liunge.