Det gule Løv sig alt i Luften spreder;
ei Skoven meer sig klæder livlig grøn;
dog smiler end den hulde Flora skjøn,
og Heliotropen himmelsk Vellugt breder.
Vel skræmmes Vandringsmanden paa sin Vei
af sorte Sky, som klare Luft indhyller;
men Træets gyldne Frugt hans Øie tryller:
Sit rige Væld Naturen slutter ei.
Hvad Somrens Varme mild af Blomsten klækker,
gaaer modent frem af Høstens Moderskjød;
og Livets Kime danner sig i Død,
og hviler indtil Vaarens Røst den vækker.