I Lindeskygger sad den unge Barde,
Og qvad om Livets Lyst,
Og Skovens Chor med muntre Toner svar’de
Den glade Sangers Røst.
Ei var det Larm af tankeløse Glæder,
Ei Ærens Flitterglands,
Ei tryglet Rang, og Rusen ei, som klæder
Mænaders frække Dands;
Dig var det, o Natur! hvis Stemme vakte
Til Følelse hans Aand,
Du blid og smilende ham Harpen rakte
I end uvante Haand.
Han henrykt prisede de Saligheder,
Du giemmer til din Ven,
Som vinke ham til evig nye Glæder,
Selv naar de svinde hen.
Og, Uskyld! du, som dine Liljer fletter
Til stille Dyders Løn,
Som taus og med beskeden Rødme sætter
Din Krands paa Fromheds Søn,
Dig var det, han i glade Toner priiste
Til Harpens søde Klang,
Og Sanggudinden mild sit Bifald viiste,
Og smiilte til hans Sang.
Men pludselig en himmelsk Glands opklarer
Det Sted, hvor Barden sad,
Og under liflig Sang kom unge Skarer,
Som dandsede i Rad.
En Guddom, skiøn og straalende og herlig
Sig viiste for hans Blik,
Med himmelsk Venlighed, og blid, og kierlig
Hun ham i Møde gik:
„Om Livets sande Held din glade Stemme
„Til Harpens Toner lød,
„Men, Barde! siig, hvor kunde du da glemme
„Den Fryd, som jeg tilbød?
„Kom følg med mig til hiine skiønne Steder,
„Hvor jeg vil lede dig;
„Der lære du, at Livets bedste Glæder
„Er intet uden mig!“ —
Hun gik, og undrende og halv urolig
Han følger hendes Trin,
Og studser, da til hendes lyse Bolig
Hun selv ham leder ind.
Et Tempel stod i tætte Myrters Skygge,
Og Heldgudinders Sang
Omkring det Alter, de med Roser smykke,
I festlig Jubel klang.
Did Barden saae den muntre Skare haste,
Og parviis, Haand i Haand,
For Altrets Fødder henrykt sig nedkaste,
Og knytte Myrte-Baand.
Blandt Skaren han fornøiet troer at finde
Sin Ungdoms første Ven,
O H — —! Dig; og Din Ledsagerinde
Saae ømt til Dig igien.
Men Synet svandt; Din Ven stod kun tilbage,
Og pausede derpaa.
Paa denne Dag, saa kier iblandt hans Dage,
Han fatter, hvad han saae.
* * *
Ven, Du er lykkelig! en tro Veninde
Dig skienkede sin Haand.
Gid Du i Livets Aften end maae skue
Dit Held i dette Baand!
Da skal Du, selv naar Himmelen opfylder
Hvert Haab, Du glædtes ved,
Tilstaae, at Livets bedste Fryd Du skylder
Din Lises Kierlighed.
Men da, naar Modgangs tunge Haand vil trykke
Din kummerfulde Barm,
Da ile Du og finde Roe og Lykke
Paa nye i hendes Arm!