Elegie
til min Ven Christian Levinus Sander.
til min Ven Christian Levinus Sander.
Dig, som Pallas med sin Krone vinker,
Ædle Sander, vise, blide Ven!
Dig, som ofte giennem Taarer blinker
Mod den Grav, der os fra Møie vinker
Til at hvile sødt i den;
Dig, hvis jevne Fied er Dydens Ære,
Og som stundom smiler til min Sang;
Dig min sidste Drøm skal ofret være:
Hør den! Føl, Dit Bifald er min Ære,
Som Dit Venskab er min Rang.
Stille Veemod perled’ i mit Øie;
Kummer paa mit Aasyn maled’ sig;
Ømheds Engel svæved’ fra det Høie:
„Hvorfor ruller Taaren af dit Øie?“
Spurgte Himlens Yndling mig.
Og jeg holdt paa Hiertet: „Dette, dette,“
Hulked’ jeg, „fortærer al min Fryd:
„Hør, hvor tungt det banker! Hvad kan lette,
„Hvad kan køle det? O! dette, dette
„Er en varig Klagelyd.“
„Hvorfor blev det blødt, at hver, som vilde,
„Kunde trykke, knuge, martre det,
„Kunde hver dets Fryd, dets Ro forspilde?
„Ak! saa Mange fandtes der, som vilde,
„Og saa Mange fandt det let!“
Yndig Medynk, næsten Brodersmerte,
Lød af Englens Røst: „O! klag ei saa!
„Blev du mindre bøiet ned af Smerte,
„Rørte disse Glæder ei dit Hierte,
„Som i Kreds omkring det staae.“
„Trylles du ei tit af Jubelchore
„Til den majestætiske Natur?
„Glødes ei din Barm af alt det Store,
„Det, som byder disse Jubelchore
„Hvirvles op mod Himlens Muur?“
„Svulmer ei dit Hierte tit af Glæde,
„Naar du leder efter Sandheds Spor?
„Naar du troer dig Lyset næst at træde,
„Siig, hvad kan da lignes med din Glæde?
„Fast, som vores, den er stor.“
„Venskab ei endnu paa Jorden døde:
„Elsker ikke tit en Ædel dig,
„Lider, bløder, naar han seer dig bløde?
„Venskab ei endnu blandt eder døde;
„Er du da ulykkelig?“
„Vil ei Graven om din Himmel frede,
„Naar du mellem os engang skal boe?
„Hvad er vel den Feberdrøm hernede?
„Græd ei! Snart skal Graven evig frede
„Om din stundom brudte Ro.“
Englen svandt. „Jeg aldrig meer vil klage!“
Sagde jeg, og let mit Hierte gik.
„Huld Natur og Venskab blev tilbage;
„Døden smiler: jeg vil aldrig klage
„Over Livets Øieblik.“