Underlige Sjæl, underlig hver Dag,
men forunderligst den Stund, da min Elskov blev til
og du som et Prisme brød den Bølge af Lys,
der strømmed dig imøde. —
Underlige Sjæl,
der brød i tusind Farver dette skælvende hvide Lys,
Lyset fra hendes Sjæl skridende
ind imod dig.
Underlige Sjæl —
evig utryg og evig forskende
opløste du hendes Dejlighed, alt hvad hun gav,
i de Farver, du kendte.
Og intet Skrig
forraadte den Rædsel, du følte,
da du fornam, at hendes Glød
var din egen lig
og at Lyset fra hendes Sjæl
faldt Farve ved Farve
prismebrudt
sammen med dit Selv.
Underlige Sjæl, der stolt og truende
traadte frem i mørkesvøbt Trods
dækkende hendes Renhed bag Ord, der altid vil genlyde i dig:
Altsaa evige Skæbne,
saaledes og kun saaledes oplever jeg at være til!