Af sin Grav opstaar
Haabet, og de første Fugle kalde.
Sødt i Fuglefløjt
og sødt i sagte Vaar
vi længes alle.
Du, som har mig kær,
se dig ud, nu staar der Vaar om Lande.
Smyk din Haand og Fod
og krans dit lyse Haar
og smyk din Pande.
Sælsomt er mit Sind.
Jeg vil følge dig langs grønne Høje,
hvor den klare Sol
smiler om din Kind
og i dit Øje.
Jeg, der vugged’ dig
mod mit Blods saa sødtberuste Strømme
aner Vaarens Sang
over dig og mig,
dens tusind Drømme.
Hør den stolte Sang:
Sommerlængsler, øde Vintre dræber,
vaagner sødt i Smil
fra et Moderfang
paa Barnelæber.
Lyse Foraar dvæl!
Læg en Afglans af vor Lykkes Under
om en Barnemund
og i en Barnesjæl,
der endnu blunder.
Om en Barnemund . . . .
Solguld rinder fra det gyldne høje.
Hvad vi haabed tyst
og hvad vi hvisked kun
slaar op sit Øje.
Frygter du? Og ser
mod et Foraar, der saa snart er omme?
Glem, aa glem din Frygt
og husk, at hvad der sker,
det maa saa komme!
Livets Bølger slaar
evigt; evigt stige de og falde.
Sødt i Fuglefløjt
og sødt i sagte Vaar
vi længes alle.