Himmelen er saa elskovsblaa
og dine Øjne spejlklare.
Lille Spejl — jeg kan forstaa,
hvorhen Skyerne fare.
Solen danser den hele Dag
over Himmelens Bue.
Duft af Sol i dit Aandedrag,
du min lille Frue!
Lad mig drømme og lad mig dø,
holder jeg blot dine Hænder.
Vind kan vendes og Is kan tø,
vi ved jo, det aldrig ender.
Alt vi ved og alt vi ser
og alting er som et Under.
Tit vi græder og tit vi ler
og tit bli’r vi tavse og grunder.
Mørket kommer og Mørket gaar
de lange Nætter og Dage.
Her vil vi sidde i hundred Aar
og aldrig se os tilbage.
Hundred Aar er en lønlig Sang
om Livets Sorg og Glæde.
Husk — du lo saa mangen Gang,
nu maa du ikke græde.