Aschmid ejed ingen Vin
og ingen rede Penge
og ingen Viv, han kaldte sin —
Aschmid lod Hovedet hænge.
Aschmid sagde: jeg elsker Vin,
jeg elsker rede Penge.
Den Viv, der vilde blive min,
jeg vilde elske længe.
De søde Druer lo saa blidt
fra deres grønne Ranker.
Men Aschmid — ak, han græd saa tit
og faldt saa tit i Tanker.
Dukaten sang fra Rigmands Pung
en Sang om Sol og Sommer.
Men Aschmid sad om Hjertet tung
og vendte sine Lommer.
Naar sjælden Gang en Aftenstund
Smaapiger til ham talte,
de fniste af hans brede Mund,
der som en Mølle malte.
Da raabte Aschmid: Hvem tør le!
I lader mig staa ene
i Vejens Skarn. Men I skal se,
den Vej har skarpe Stene!
Ak, Aschmid glemte i sin Hast
og i sin svare Kvide,
at Lovens Arm er nævefast
og at dens Tænder bide.
— Og saa fik Aschmid ingen Vin
og ingen Viv og Penge.
Den sølle Krop, han kaldte sin,
maa nu i Galgen hænge.