Lyse Lampers Stuehygge
over Vejen mørk og vaad.
Og jeg vugger i min Skygge
som en Drømmer i sin Baad.
Denne Skygge er min Fjende,
trofast som en trofast Ven;
jeg maa følge den i Blinde,
drive, hvor den driver hen.
Fulgt jeg har den fra mit eget
Taageland til Hellespont,
spotsk, naar Solen sank, den peged
mod den fjerne Horisont.
Sad jeg ensom, træt bedrøvet,
længtes mod et Moderskød,
laa den ved min Fod i Støvet
uden Indhold, uden Lød.
Og jeg mumled i min Smerte
ydmygt følgende dens Vej:
Skygge, har du intet Hjærte?
Skygge, hvor jeg hader dig!
Tavs den standsed, tavs den dulgte
Smilet i sit Kappefo’r.
Og den vinked og jeg fulgte
i dens kolde Skyggespor.
Kun i Mørket, kun i Natten,
uden Frænde, uden Ven
sky jeg spejder under Hatten
efter Dagens Følgesvend.
Og jeg beder og jeg græder —
ak, usynlig gør den sig!
Og jeg gruer, hvor jeg træder,
og jeg finder ikke Vej.