Du var aldrig den samme,
naar du gik, naar du kom.
Hvor er de Kvinder rige
i al vor Fattigdom!
Hvad nytter mine Øjne,
jeg har jo kun to.
Din Skønhed, min Veninde
skænker mig aldrig Ro.
Naar vore Læber mødes,
jeg ved i Spejlet staar
et Billed af din Nakke,
din Ryg og dit Haar.
Og kysser jeg din Strube,
hvor Kjolen staar paa Klem,
aner jeg Brystets Vellugt,
der smyger sig frem.
Og dine Lænders Skælven
og dit jagende Blod
skjuler din kyske Længsel,
der rinder mig imod.
Jeg kan jo aldrig fange
alt, hvad du bringer med.
Sødt beruset jeg søger
fredløs fra Sted til Sted.