Somren svandt bag Dødens Hæk og Hegn
Efteraarets Vind dens Saga sletter.
Som en falden gylden Stjerneregn
ligger bag mig alle lyse Nætter.
Og en Skumringshob af Silhouetter
over en Erindrings øde Egn
som et Alfabet af Mindetegn
sig til blide Sange varsomt fletter.
Blide Sange, matte Efterklang,
svage Dønning fra de fjerne Have —
skænk mig Sommersolens varme Glød!
Thi jeg ræddes dybt ved Somrens Død,
jeg som haabed paa dens gyldne Gave
og som synger nu — dens Afskedssang!