Læsemaader. »Kronen paa Ferieglæderne (i Troels Smiths Hjem
i Stege) var Udflugterne til Klinten. Jeg har set Klinten til forskellige
Tider, men en klar Sommerdag er dog det, der bedst
passer til dens hele Karakter. Det er en rigtig Følelse, der har
ledet Folketroen til at give Klintens Aand Dronninge-Navn;
dens Skønhed er nok imponerende, men dog saa smilende yndig —
jeg kunde næsten sige koket — i Sammenligning med
de store Bjerge, som jeg jo kun kender af Billeder og Skildringer,
men hvis vældige Storhed vist let faar noget overvældende
og nedtrykkende.« (Erindringer) — Ved sit Fantasiindhold
er dette Digt et Modstykke til Visen om Klintekongen i Elverhøj.
Dronningen staar paa den høje Tind;
de Vover saa lysteligt glide;
hun løfter sit Slør i Morgenens Vind;
det bølger som Taagerne hvide.
Hun skuer ud fra sin Dronningestol;
paa Bølgen Sejlerne gynge:
i Østen stiger den røde Sol,
mens alle Smaafuglene synge.
Dronningen lytter, hun bøjer sig mild,
hun sænker sin grønne Krone:
det klinger i Dybet som Harpespil
med Elskovs lifligste Tone.
Den Havmand leger paa Harpen af Guld:
»Mit Hjerte er stedt i stor Trængsel;
du dejlige Dronning! vær du mig huld;
til dig staar min Hu og Forlængsel.
Saa mange skønne vel før jeg saa,
men aldrig saa fin en Lilje,
og hvis du stiller mit Hjertes Attraa,
for evigt jeg fremmer din Vilje.
De bedste Perler, min Moder har,
dem fletter jeg i din Krone;
jeg henter dig Hav saa gyldenklar
fra Kongen hist paa Arkone.«
Dronningen spejler sig dybt i Hav,
af Lyst maa Voverne danse:
»Jeg trænger slet ikke til Perler og Rav;
min Skov har friskere Kranse.«
»Og kaster du Vrag paa min dyre Skat,
forsmaa ej mit fuldtro Hjerte;
jeg synger for dig ved Dag og ved Nat
de skønneste Viser, jeg lærte.
Jeg breder min Bølge saa blank og blaa
der spejle du dine Kranse;
mine Søstre ere de Havfruer smaa,
for dig skal de lege og danse.«
Dronningen rødmer; hun ser over Strand;
saa stærkt hendes Øjne de skinne:
»Aldrig fødes paa Jord den Mand,
der mægter min Elskov at vinde.
Aldrig jeg vorder en Havmands Brud;
mig fæsted en rigere Bejler;
min Brudgom er den straalende Gud,
som vældig i Skyerne sejler.
Solen, han kører i Gyldenkarm
saa højt over Himmelens Bue;
han kysser min Pande, min snehvide Barm;
hans Kys har saa mægtig en Lue.
Hver Morgen han stiger af Østersø;
Alverden ham hylder som Konning;
men først han iler til Klintens Ø
og hilser sin Klintedronning.«
Den Havmand griber i Harpen med Brag,
at alle de Strænge maa springe:
»Aldrig før har jeg levet den Dag,
min Bejlen agtedes ringe.
Og nægter du mig din Rosenmund,
det skal du saare fortryde;
jeg rører mit Hav fra dyben Grund;
din Borg jeg kunde vel bryde!
Hver en Sejler, paa Bølgen gaar,
din Dejlighed monne han prise;
jeg kaster ham mod din Klippe haard:
ved dig skal hans Haab forlise!«
Dronningen ler med megen List:
»Dine Miner ere saa strænge;
og hør du, skøn Havmand, jeg siger for vist,
din Vrede, den varer ej længe.
Du rejse din Bølge med Larm og Gny;
jeg bliver dog slet ikke bange:
i Morgen stemmer du Harpen paa ny
til Elskovs sødeste Sange!«