Dronningen staar paa den høje Tind;
de Vover saa lysteligt glide;
hun løfter sit Slør i Morgenens Vind;
det bølger som Taagerne hvide.
Hun skuer ud fra sin Dronningestol;
paa Bølgen Sejlerne gynge;
i Østen stiger den røde Sol,
mens alle Smaafuglene synge.
Dronningen lytter, hun bøjer sig mild,
hun sænker sin grønne Krone:
det klinger i Dybet som Harpespil
med Elskovs lifligste Tone.
Den Havmand leger paa Harpen af Guld:
»Mit Hjerte er stedt i stor Trængsel;
du dejlige Dronning, vær du mig huld;
til dig staar min Hu og Forlængsel.
Saamange Skønne vel før jeg saa,
men aldrig saa fin en Lilje,
og hvis du stiller mit Hjertes Attraa,
for evigt jeg fremmer din Vilje.
De bedste Perler, min Moder har,
dem fletter jeg i din Krone;
jeg henter dig Rav saa gyldenklar
fra Kongen hist paa Arkone.« —
Dronningen spejler sig dybt i Hav,
af Lyst maa Voverne dandse: —
»»Jeg trænger slet ikke til Perler og Rav;
min Skov har friskere Krandse.«« —
»Og kaster du Vrag paa min dyre Skat,
forsmaa ej mit fuldtro Hjerte;
jeg synger for dig ved Dag og ved Nat
de skønneste Viser, jeg lærte.
Jeg breder min Bølge saa blank og blaa;
der spejle du dine Krandse;
mine Søstre ere de Havfruer smaa;
for dig skal de lege og dandse.« —
Dronningen rødmer; hun ser over Strand;
saa stærkt hendes Øjne de skinne:
»»Aldrig fødes paa Jord den Mand,
der mægter min Elskov at vinde.
Aldrig jeg vorder en Havmands Brud;
mig fæsted en rigere Bejler;
min Brudgom er den straalende Gud,
som stolt over Skyerne sejler.
Solen, han kører sin gyldne Karm
i Glands over Himmelens Bue;
han kysser min Pande, min snehvide Barm;
hans Kys har saa mægtig en Lue.
Hver Morgen han stiger af Østersø;
Alverden ham hylder som Konning;
men først han iler til Klintens Ø
og hilser sin Klintedronning.«« —
Den Havmand griber i Harpen med Brag,
at alle de Strænge maa springe:
»Aldrig før har jeg levet den Dag,
min Bejlen agtedes ringe.
Og nægter du mig din Rosenmund,
det skal du saare fortryde;
jeg rører mit Hav fra dyben Grund;
din Borg jeg kunde vel bryde!
Hver en Sejler, paa Bølgen gaar,
din Dejlighed monne han prise;
jeg kaster ham mod din Klippe haard:
ved dig skal hans Haab forlise!« —
Dronningen smiler, hun nikker med List:
»»Dine Miner ere saa strænge;
og hør du, skøn Havmand, jeg siger forvist,
din Vrede, den varer ej længe.
Du rejse din Bølge med Larm og Gny;
jeg bliver dog slet ikke bange;
imorgen stemmer du Harpen paany
til Elskovs sødeste Sange!««