Jorden alt sover;
Stjerners tavse Vrimmel
skynder sig over
Midnattens Himmel;
end ej mit Hoved
hvile kan i Hjemmet;
her er jeg fremmed.
Mødig er Foden;
Vejen var ej banet;
ligesom Floden
mod Oceanet,
saa mod min Længsels
fjerne Land jeg iled;
aldrig jeg hviled.
Vandrende Stjerne!
mange Ting du skued,
mens for de fjerne
Lande du lued;
saa du min Hjemstavn?
sig mig, om du mindes,
hvor mon den findes?
Dig vil jeg følge:
trøstende du glimter;
hist over Bølge
Landet jeg skimter:
yndigt, med Skoven
hældende mod Søen,
hæver sig Øen.
Hil dig, mit Eden,
Hjem for mine Drømme!
Templet for Freden
staar bag dine Strømme.
Ud da med Baaden!
snart paa Hjemmets Strande
tryg skal jeg lande.
Brudte Smaabølger
skumme let om Stavnen;
hvorfor dog dølger
stedse sig Havnen?
Landet, jeg søgte
drømmende som vaagen,
flygter bag Taagen!
Skuffende Stjerne,
vilde du kun svige?
skal mod det fjerne
haabløs jeg hige,
som over Himlen
liden Maal og Hvile
selv du maa ile?
Stille, mit Hjerte!
synk ej under Sorgen!
Midnattens Smerte
dulme skal en Morgen.
Da, medens Nattens
Gøglesyner svinde,
Hjemmet vi tinde.