Edvard Lembcke (1815–97)

Jeg fejred i Stilhed de rige Minders Fest,

og der kom Alvorstanker i Højtidsdragt til Gæst,

og der kom Ungdomsdrømme, en kæk og frejdig Hær,

og der kom blege Billeder med Vemods milde Skær.

Jeg saa med Tak tilbage paa den forsvundne Tid,

med Tak for Sorg og Glæde, for Fred og for Strid;

jeg saa paa den Rigdom, der rummes i mit Hjem;

med Tak saa jeg tilbage, med Tillid saa jeg frem.

Men under Festens Glæde der blødte dog et Saar: —

det Sted, hvor trygt min Arne stod saamange gode Aar,

der, hvor mit Livs Skærsommer bar Blomst og satte Frugt,

hvor Mindet aldrig visner i Tidernes Flugt, —

Hvor hver en Dag og Time min Længsel stunder hen, —

derfra blev jeg landflygtig, — naar ser jeg det igen? —

den dyrebare Jord, hvor min Sjæl har slaaet Rod,

den trædes nu med Haan under Dødsfjendens Fod! —

Da blev en liflig Hilsen derovrefra mig bragt,

en yndig Mindegave i Skønheds rige Pragt,

og venlige Hænder havde kunstigt Naalen brugt,

og danske Kvindehjerter havde tænkt det ud saa smukt.

Egens stolte Sejerskrands paa Dannebroges Bund:

Haabets Glands om Troens Tegn paa Kærlighedens Grund! —

hvor findes vel en Pude saa tryg og saa blød,

at helde sit Hoved til i Lyst og i Nød? —

O, kunde jeg nu finde en Tak, som var værd

saa dyrebar en Hilsen, en Gave saa kær!

og havde jeg dog Ord, at jeg kunde ret faa sagt,

hvor inderlig en Glæde mig det Venskabsbud har bragt!

»Derovre« dvæler tidligt og sildigt min Aand,

og jeg kan ikke bindes med stærkere Baand;

men mit Mod bliver nyt ved det skønne Varselstegn,

og mit Haab skyder Spirer som Græsset efter Regn.

Og jeg tror det saa sikkert, at snart skal Dagen gry,

og Frelsens Sol skal skinne, og Mørkets Rovfugl fly;

da skal vi smykke Dannebrog med Egens friske Blad,

og de skal atter samles, der nødig skiltes ad!