Ved Sørgehøjtiden for Kong Frederik VII
i Haderslev Frue-Kirke, den 19 December 1863
i Haderslev Frue-Kirke, den 19 December 1863
Kor.
Gud sendte ham i Farens Tid
til Danmarks Værn i Nøden;
han stod hos os i Storm og Strid,
og han blev tro til Døden!
Nu sørger hele Danmark for Kongen.
Guds Raad er ikke Støvets Raad;
i Løndom gaa hans Veje;
nu samler Folket sig med Graad
ved Kongens sidste Leje.
Nu sørger hele Danmark for Kongen.
Vi fulgte ham med Glædesraab,
vi hilste ham med Sange;
vi saa til ham med frejdigt Haab,
naar Tiderne var trange.
Nu sørger hele Danmark for Kongen.
Nu er der tyst i Kongens Borg,
og Dødens Magt har sejret;
og vore Fester blev til Sorg,
vor Jubel blev henvejret.
Nu sørger hele Danmark for Kongen.
Vi flokkedes saa stolt og trygt
om ham i Fred og Fare;
til Danmarks Værn han havde bygt
et Værk, der skulde vare.
Nu sørger hele Danmark for Kongen.
Den Gud, som os vor Glæde gav,
han har os dybt bedrøvet;
men Folket staar ved Kongens Grav
og bøjer sig i Støvet.
Nu sørger hele Danmark for Kongen.
Solo.
Hans Folk skal vidne ved hans Grav,
at han blev tro til Døden;
det Løfte, som han frejdigt gav,
det sveg han ej i Nøden.
For Danmarks Ære stolt og øm
han værged og han vaaged;
dets Billed straaled for hans Drøm,
mens Døden ham omtaaged:
i Danmarks Trængsels Nat han kom
og bragte Morgenrøden;
men Folkesorgen vidner om,
at han var tro til Døden.
Paa Kærlighedens stærke Magt
sin Kongestol han bygged,
og Kærligheden stod paa Vagt
og hvert hans Skridt betrygged.
Der boede i hans milde Blik
og i hans milde Stemme
en Magt, som dybt til Hjertet gik,
som vi kan aldrig glemme.
I Graven er Kong Fredrik lagt;
men aldrig dør hans Minde;
thi Kærlighedens stærke Magt
kan Døden overvinde!
Kor.
Gud, som har vort Folk bedrøvet
som har bøjet os i Støvet
ved din Almagts Raad!
hør nu Bønnerne, der stige
op til dig, du Naaderige!
det er Danmarks Graad.
Danmark beder i sin Smerte
som et sorgfuldt Moderhjerte
for sin dyre Søn:
Herre, mildt du dig forbarme!
tag ham i din Naades Arme!
det er Danmarks Bøn.
Ingen Undertryktes Taare
vidner mod ham ved hans Baare,
det er Folkets Røst.
Heller som en kærlig Hyrde
har han lettet Tryk og Byrde
mildt med Hjælp og Trøst.
Støvet tør med Gud ej trætte;
gaa dog mildt med ham irette
i din Miskundhed!
over Dødens mørke Vande
bær du ham til Frelsens Strande,
ind til Lys og Fred!
Lad du Mindets lyse Stjerne
straale klart i Tider fjerne
om Kong Fredriks Navn!
lad hans Aand i Trængsler mørke
sende Danmark Haab og Styrke,
føre det i Havn!