Mens den sidste Hilsen drøner tungt fra Ø til Ø,
gaar den sorte Dødningsejler over Østersø;
over dybe, dunkle Vande skrider den med Sorg,
fører hjem den døde Konge til hans Fædres Borg.
Østersø, som kærlig trykker Danmark i din Favn,
bær ham sagte, bær ham varligt sidste Gang i Havn!
Folket bar ham jo paa Hænder, indtil Døden tro;
gerne vilde det ham baaret til hans sidste Bo.
Ser du Dannebroge sorgfuldt sænket paa sin Stang? —
tidt har du jo set det flyve stolt med Sejerssang.
Hører du det danske Løsen bringe Sorgens Bud? —
vel maa du jo kende Klangen af de danske Skud.
Østersø, din Ros er knyttet til det danske Flag;
stort i Verden blev dit Rygte ved det danske Sværd:
vis nu Dannerkongen Hyldest paa hans sidste Færd.
Bær ham sagte, bær ham varligt! lad fra Kyst til Kyst
dine Bølger dæmpet klage som en Havfrurøst;
syng om Danmarks gamle Dage, Mindets Herlighed!
syng om ham, der tog i Graven Folkets Hjerter med!