„Oldtidens Døtre sang af Himlens Naade,
lo mod Gudinden, som var født af Fraade,
Sangen, som fik en evig Vej at vandre,
synger nu andre”.
T. L.
For ca. 2500 Aar siden fødtes i Byen Mytilene paa Østkysten af Øen Lesbos ved den lillesiatiske Side i det græske Øhav en Digterinde, hvis Navn vil vedblive at leve blandt de ypperstes, saalænge den Aandskultur lever, som regnes for Jordens mest udviklede. Og skønt der egentlig til vor Tid kun er bevaret et enkelt fuldstændigt Digt fra Sapfos Haand, en Hymne til Elskovsgudinden Afrodite, samt en Del større og mindre Brudstykker, er disse Rester til fulde nok til at overbevise ogsaa vor Tid om, at denne Digteraand i Sandhed fortjente det Navn, Oldtiden hædrede hende med: „den lesbiske Nattergal”. Om hendes Person er Meddelelserne ikke talrige og langtfra paalidelige. Efter de fleste og ældste Vidnesbyrd hed hendes Fader Skamandrônymos og hendes Moder Klaïs. Dog nævnes ogsaa andre som hendes Fader, bl.a. Navnene Simon, Eunominos, Eurygyos, Ekrytos, Semos, Skamon, Euarkhos. Hun var gift med en meget rig Mand fra Andros ved Navn Kerkôlas, med hvem hun havde en Datter, der opkaldtes med hendes Moders Navn Klaïs. Hun havde tre Veninder, Atthis, Telesippa og Megara, til hvem hun sagdes at staa i erotisk Forhold, noget, som var almindeligt på Lesbos.1 Hendes lyriske Digte skal have udgjort 9 Bind, saa at dømme efter de Rester, Tiden har levnet, maa der være gaaet store Værdier tabt af denne mærkelige og egenartede Produktion, der hører til alle Tiders lødigste Poesi. Om hendes Udseende er Overleveringerne afvigende, Hun skal have været lille og mørk og ikke egentlig smuk. Der rejstes Statuer til hendes Ære og modelleredes Buster af hende, men skønt nogle er bevarede, giver de ikke et saa samstemmende Billede, at man med nogen Sikkerhed kan slutte sig til hendes Ydre. Ovid, som levede 600 Aar senere, lægger hende følgende opdigtede Ord i Munden: „Lille er jeg ganske vist, men jeg har et Navn, som fylder Verden.” Platon betegnede hende som den tiende Musa.
Et Leksikon fra ca. 1000 e. K. (Suidas’ Lex.) siger: ... „En lyrisk Digterinde; fremstod i den 42. Olympiade (612–609 f. K.) ... Hun havde 3 Brødre, Larikhos, Kharaxos og Eurygyos”. Om Kharaxos (el. —es) fortæller Herodot (ca. 484–424 f. K.) følgende:
Mykerinos (Menkaura) efterlod sig ogsaa en Pyramide, men meget mindre end Kheops’. Denne tilskriver nogle Hellenere Skøgen Rhodopis („Rosenkind”), men med Urette. Thi Rhodopis levede meget senere under Kong Amasis. Hun var af Fødsel Thrakerinde og Slavinde hos Jadmon fra Samos, der ogsaa have Fabeldigteren Aisopos som Slave. Men Rhodopis bragtes til Ægypten af Xanthos fra Samos, der vilde tjene Penge paa hende. Hun blev for en stor Sum løskøbt af Sangerinden Sapfos Broder Kharaxos. Efter at være blevet fri, forblev hun i Ægypten, og da hun var meget smuk, tjente hun mange Penge, „mange for en Rhodopis, men ikke nok til en saadan Pyramide.” Hun blev paa Grund af sin Skønhed saa berømt, at enhver i Hellas kendte hendes Navn. Men da Kharaxos efter at have frikønt hende, kom tilbage til Mytilene, haanede Sapfo ham i et Digt. Andre kalder den frikøbte Pige Dorikha, og det fortælles, at Sapfo beskyldte hende i nævnte Digt for at have udnyttet Broderen økonomisk.
Omkring 596 f. K. maatte Sapfo, vistnok paa Grund af politiske Uroligheder, flygte til Sicilien, men sine sidste Aar tilbragte hun i sin Fødeby Mytilene, omgivet af en skare Veninder, deriblandt Digterinden Erinna. Det er sikkert en Fabel, at hun paa Grund af ulykkelig Kærlighed til en Yngling Faôn fra Mytilene skal have endt sine Dage ved at styrte sig i Havet fra den leukadiske Klippe.
En særlig Art Vers kaldes efter hende „det sapfiske Vers”. Det er bl.a. anvendt i hendes to bekendteste Digte, de, som indleder efterfølgende Oversættelser. Oehlenschläger og nogle andre har modificeret det („Evig Naturen skænker sine Gaver”, Salmen „O stærke Kriste, Menighedens Herre”). Det er dog hos disse kun Slutlinjen, der er ren sapfisk. De følgende Oversættelser benytter det oprindelige Versemaal.
Af Tekster har jeg væsentlig benyttet J. M. Edmondes „Lyra Graeca” (London, New York, 1922) og P. Petersen „Græsk Anthologi til Skolebrug” (Kbh. 1873). Til yderligere Sammenligning har jeg haft Jacob Stählin „Sapphus melê, Gedichte der Sappho” (Leipzig 1734).