Jul er en Fest, der rører ved dybe Strenge i det menneskelige Sind. Den vækker en Kres af halvslumrende Barndomsminder om pyntede Stuer, Juletræ og Salmesang. Hvor forskellige end Minderne er, er vi alle ved Vintersolhvervs Tid inde under deres Trylleri. Det er maaske noget dybt nedarvet i os, der foraarsager denne Bevægelse i Sindet ved Juletid. Allerede vore hedenske Forfædre, Vikingerne og deres Forfædre igen, foretog store Blot og Fester i deres Helligdomme, naar Solen havde naaet sit sydlige Vendepunkt og det gjaldt om at formaa den til at komme tilbage og jage Kulden og Vinterkvalen bort. Vi gaar alle endnu og mærker os, naar Solhvervet er overstaaet, hver Times Solskin, der indtræder efter de mørke Maaneder November og December, hver stakket Smule, der lægges til Dagens Længde. Vi husker hver paa sin Vis den hellige Solhvervsglæde, der fyldte vor Barndom især Juleaften.
Den Gang var Juletræet ikke nær saa almindelig udbredt i Smaahjemmene som nu. Men derfor var Festfølelsen, den forud saa vel tilrettelagte Hygge, ikke mindre. Der var et ekstra Tællelys paa Bordet, der var fejet og prydet, der var bagt Pebernødder og andre gode Ting, og der var Julesalmerne, der altid vil kaste et Skær ind over den voksnes Jul. Navnlig de gribende stærke sødmefulde Brorsonske Julesalmer, der giver Barnet i Krybben noget af Tællepraasens milde Skær i sin Glorie. Hvad betyder det ikke for os igen at høre de herlige Klange af "Frisk op endnu en Gang", "Den yndigste Rose er funden", "Her kommer, Jesu, dine smaa". De er atter og atter en Barnesindets Genfødelse i os.
Juletræet var velkendt paa Landet i min Barndom„ men mest fra Missions- eller Forsamlingshuse eller fra velstillede Gaardmandshjem.
Juletræet er jo som bekendt ikke af nordisk Oprindelse. Paa et Alter i Rom, rejst Aar 295 e. K. for Rhea Kybele og Attis, ses indhugget en Pinje, der er smykket paa forskellig Maade, og fra hvis Krone forskellige Genstande hænger ned. Dette Billede minder i ikke ringe Grad om Juletræet. Kybeles Yndling og elskede Ven eller Søn Attis havde forblødt sig og var blevet forvandlet til en Pinje. Men ved Foraarsjævndøgn fejredes Offerfester for hans Død og Genopstandelse. Saa den hellige Pinje, Sydens kendte Naaletræ, kunde vel have blandet sig ind i Kristendommens Juleskikke, saa meget mere som der vistes Rhea Kybele, Gudemoderen, den store Moder, en almindelig Dyrkelse ligesom senere Guds Moder Madonna. Jeg tør intet afgørende slutte af denne Lighed mellem den smykkede Pinje og Juletræet, thi i Italien er Juletræsskikken ikke særlig almindelig. Men jeg kom til at tænke paa det paany ved at holde Jul i det Land, hvor man passerer Pinjer paa omtrent hver Spaseretur.
Der er en paafaldende Forskel paa italiensk Jul og dansk Jul, men Julestemningen er dog vel omtrent den samme. Der kunde vel have været præsteret lidt Vinter i Anledningen, saa meget mere som der tidligere i December et Par Gange hang Istapper fra Klippefremspringene her paa den sydlige Side af Sorrento-Halvøen, ca. 450 Meter over Amalfi. Men det var forbi. En mild fugtig Scirocco havde i flere Dage lunet Luften og bragt foraarsagtige Følelser. Og netop Juleaftensdag var Solen saa klar og varm som hjemme en Dag i Maj, naar denne Maaned er gunstig. Jeg gik en Tur mellem Bjergene, der laa i fint sommerligt Lys under en høj blaa Himmel. Ved Stien voksede vilde crocus. Det var ikke let at begribe, at denne Dag skulde endes med Juleaften, men jeg vidste det jo. Og Kirkeklokker forkyndte fra alle Verdenshjørner, at der var noget helligt i Vente, skønt det gør de meget ofte. Der ringes meget med Italiens Kirkeklokker, og der er jo mange Kirker og Klostre. Ogsaa paa den landlige Befolkning var den begyndende Julestemning kendelig. Næsten enhver, jeg mødte, af Egnens Beboere, hilste med et venligt "Buona festa." De smaa Landsbykirker, hvis Døre til daglig er lukkede udenfor Messetiderne, stod aabne, og Folk derinde havde travlt med Udsmykning. Jeg gik ind i en af dem, den lille Santa Catarina-Kirke nordvest for Scala By. Den var en af de mindste katolske Kirker, jeg har været i, men der var smukt og stemningsfuldt derinde. Over Højalteret var der et Billede af den hellige Catarina, og foran Helgeninden brændte høje Vokslys. Der var Enfold og Skønhed over baade Kirken og Udsmykningen, dog havde den hellige Enfold et enkelt Sted givet sig et lidt yderligt Udslag i en lille Madonnastatue, der bar et Jesusbarn i Dukkedragt. Da jeg atter kom ud under den aabne Himmel, forkyndte baade Egnens Klokker og en Mængde Salut-Eksplosioner, hvad der var i Vente.
For at forstaa den Sommerlighed, en Solskinsdag kort efter Vintersolhverv kan føre med sig her i Syditalien, maa man erindre, at mens i Danmark Solen kun er godt en halv Snes Grader over Horisonten ved Middag, er den hernede ca. 25 Grader over denne.
Det gode Vejr holdt sig hele Dagen, men om Aftenen gled der Sciroccoskyer for Maanen, saa selv om det ikke var mørkt, blev jeg dog skuffet i Forventningen om at skulde gaa til Midnatsmesse i Scala Domkirke i Maaneskin.
Til Messe gik jeg, og den Folkefestlighed, jeg der oplevede, skuffede mig ingenlunde.
Ved min Ankomst var der samlet en hel Del Mennesker uden for Kirken. Kun faa gik ind. Jeg var mellem de faa, men der var næsten mørkt derinde og foregik ikke andet mærkeligt end at en ung Mand sad ved et Bord og modtog Bidrag til Fyrværkeriet, der afbrændtes paa Gaden udenfor og omkring Kirken. Jeg gik derfor paany ud. I den nordlige Del af Byen ligger et Ruintaarn paa en fremspringende Klippe, et gammelt Kirketaarn, der staar som en Rest af en forlængst sammenfalden Kirke. I dette Taarns Lydhuller saas Skæret af en blussende mystisk Ild. Det var Forberedelsen til en Bethlehemsstjerne, der snart skulde vise sig i sin fulde Pragt.
Jeg gik et Stykke ud ad Vejen for bedre at kunne iagttage, hvad der vilde ske. Der var stor Færdsel paa Vejen, og Drenge gik og knaldede Fyrværkeri af, der lød som Pistolskud, saa jeg følte mig næsten som hjemme paa Gaden i en dansk By Nytaarsaften. Efterhaanden tændtes der flagrende Blus i Række langs Vejen. Hele dette Lysarrangement standsede ved et Stillads, hvorfra en Staaltraadsline førte op til det førnævnte gamle Taarn, en Strækning paa vel et Par Hundrede Meter. Raketter opsendtes, og paa en Husryg over for Domkirken brændte farvet Ild. Endelig oplystes Kirkens Mure af et stærkt fantastisk Fakkelskin. En skær Sækkepibemusik løftede sig i den stille Nat, og mens Kirkeklokkerne ringede, gled en langsom Procession frem. Det var hele den Menneskemængde, der havde samlet sig uden for Domkirken. I Spidsen for Processionen førtes en Baldakin, under hvilen to Præster gik og bar det hellige Barn, Gesu Bambino, der var repræsenteret ved en ikke særlig stor og ikke særlig vel udført Dukke. Mændene i Processionen gik med blottede Hoveder, mange af Kvinderne bar Smaabørn paa Armen. Den fine skønne Musik ledsagedes af en simpel Salmesang og isprængtes øresplintrende Drøn af Fyrværkeri, rene Springvæld af tordnende Ild og ind imellem "Tudser", der knaldede ud fra Drengenes Hænder. Her kunde man i stor Stil tale om Barnets Fest, skønt de voksne bar den reneste Alvor og Andagt til Skue, en Andagt, der adlede hele den brogede Larm. Processionen skred frem i Retning af det gamle Taarn. Voldsomme Ildskær blaffede omkring Folkemængden. Pludselig stansede Drønene, og Baldakinen, hvorunder det hellige Barn befandt sig, holdt stille under Staaltraadslinen. Nu stod hele Skaren i spændt Forventning.
Da saas oppe i det gamle Taarns Glughul et underligt lysende Kors, stjernestraalende foroven og med en Ildfigur i Midten, der skulde betegne den korsfæstede Kristus. Det var Bethlehems-Stjernen. Den ligesom voksede frem af Glughullet og syntes at staa stille et Øjeblik uden for dette og vokse sig endnu større. Men pludselig saa man den dale og nærme sig mere og mere, den tiltog stadig i Vækst og Straaleglans og gled tilsidst pragtfuld ned ad Staaltraadslinen og stansede over Jesusbarnets Baldakin. Unge Piger og Mødre knælede i det Øjeblik, Stjernen stod stille over Barnet.
Jeg kunde da tydelig se dens Jernskelet, mens samtidig Blussene, der var ordnet omkring paa dette, begyndte at slukkes.
Folkemængden siges at tage Varsel for det kommende Aar af denne Stjernes Bevægelse paa Linen og Blussenes Varighed. Da endelig Stjernens Ild var slukket, vendte Processionen om og bevægede sig syngende til Sækkepibemusiken tilbage mod Domkirken.
Midnatsmessen holdtes i Scalakirkens rummelige Krypt. Et Par Præster messede foran Højalteret, hvor der brændte talrige Vokslys. Over Alteret hævede sig et stort Trækors med en mager forpint Kristusskikkelse, ligeledes skaaret i Træ. Paa Alteret stod en lille Krybbe med den Celloloiddukke, der forestillede Jesusbarnet og som nylig var i Spidsen for Processionen. Den ældre Præst holdt efter Messen, staaende med Ryggen til Alteret en kortere Juleprædiken, som saavidt jeg kunde skønne ikke afveg saa meget fra hjemlige Juleaftensprædikener. Det, der skabte den særlige Stemning, var den smukke Krypt med de søjlebaarne Hvælvinger. Den var ret forskellig fra Krypterne i de danske Domkirker, højere og større, og vidste man ikke bedre, kunde man gerne tro sig i en smuk Landsbykirkes Hovedrum.
Efter Prædikenen tog Præsten Krybben med Bambino fra Alteret, og han tilligemed den assisterende unge Præst kyssede den indviede Dukke paa Munden. Derefter blev Krybben med Barnet baaret om mellem Menighedens Medlemmer for at hver enkelt kunde kysse Dukkens Fod.
Denne Del af Gudstjenesten var vel nok det, der paa en udenforstaaende gjorde det mindst højtidelige Indtryk, men for den troende har den sikkert bidraget sit til at forhøje den barnlige Juleglæde. Guddommen i Barnets Skikkelse forstaar Italienerne, de elsker Børn og viser ofte en rørende Ømhed for Børn. Og mangen Gang er jeg ved Synet af en lille Mor med sit tætindsvøbte Barn paa Armen eller ved Brystet kommet til at tænke paa Madonna og den hellige Bambino. Og man kommer Italienernes Hjerte nærmere ved at fremlokke Smilet paa deres Børns Ansigter end ved at give nogle Centessimi til deres Tiggere.