Juleaften nærmede sig. I et lille Hus ude paa Landet imødesaas den af Børneflokken med samme Forventning og Spænding som i Gaardene, selv om Gaardmandsbørnene fik Juletræ og fine Gaver og andre glædelige Ting, som der jo ikke var Raad til i en fattig Husmandsfamilie.
Huset laa ved Foden af en Bakke. Tæt derved laa Fjorden i graa Vinterkulde. Denne Fjord var Husets væsentligste Indtægtskilde, idet Manden var Fisker og bjergede til Livets Ophold derude. Det var jo ikke til Luksus, og de fem Børn kendte ikke til nogen Overdaadighed af Legetøj eller andre større Forlystelser. De ældste af dem havde allerede i et Par Somre været ude at tjene. Det var to Drenge.
Skønt Bestillingen, de havde haft, jo ikke var noget, der lovede en funklende Fremtid — det var væsentlig at passe Høveder og trille Møg fra Staldene, saa havde den dog i al Beskedenhed givet dem et Skær fra en større Verden end den hvor de tre smaa hørte hjemme; det var to Smaapiger og en Dreng, virkelige Hjemmefødninger endnu, der befandt sig paa Tilværelsens Bund og hvis Drømme ikke kendte andet Højenloft end det, der laa tre Alen over Lergulvet i det lille Rum, hvor de var født til Verden.
Lergulvet — det var deres Livs Eventyr om Vinteren, da de ikke fik saa meget Lov til at færdes ude. Men det var ogsaa et godt Lergulv, der betød meget mere for Barnesjælen end de glatte Bræddegulve i Gaardene. Lergulvet var deres Legeplads fra Panelsengene til langt ind under det lange Bord. Ja, naar der ingen sad paa Vægbænken, kunde deres Domæne udvides til helt ind i Bænkekrogene, hvor der var mørkt og rigelig saa beskidt som midt i Stuen. Gulvet bugtede sig i Bakkedal ligesom Frejas Sal1 og kunde betegne Landskaber, hele Ejendomme, hvor hvert af Børnene havde deres Omraade. Naturligvis kunde Bordpladen ogsaa bruges, naar man tog sig i Agt for at vælte Ølpotten eller andre hellige Genstande, som de voksne havde anbragt der.
Legetøj fra Butikerne i Byen fandtes ikke i dette Hus. Men alligevel legedes der. Der var snart ikke den Pind, den Daase eller Æske, som ikke kunde faa Betydning i Barneverdenen og endda en mere udvidet Betydning end det rigtige Legetøj. En Vogn, et Lokomotiv, et Skib, en Sprællemand — det var Ting for sig og maatte bruges som det, det var. Men Hyttebørnenes Skrabsammen kunde forestille hvad som helst og brugtes aldrig to Gange i samme Betydning. Dog havde ogsaa det finere Legetøj sin Tiltrækning naturligvis. Det var saaledes en Begivenhed, at Faderen en Gang til en Fødselsdag havde lavet et Skib til en af Drengene af en gammel Træsko med en Pind til Mast og en Skjortelap til Sejl. Det vidste man hvad var, og det havde den gode Hensigt at henlede Drengens Opmærksomhed paa Søen, saa hans Tanke kunde vende sig til Faderens Næringsvej og han i en modnere Alder kunde faa Lyst til at hjælpe sin Fader ved Garnene. Dette Skib gik meget paa Omgang mellem Børnene og gav stundom Anledning til Trætter, der endte i Skraal og Næseblod.
Iøvrigt var Opholdsstuen fuld af romantiske Ting. Der var Paneldøre til at lukke for Sengene om Dagen og Panel i hele den Side af Stuen. Mellem Sengene havde Børnene overklistret Panelet med allehaande Varemærker og Etiketter og Smaabilleder i skønne og skiftende Farver. Der var Gamle Carlsberg Lagerøl, der var The Moss Rose Brand, Elvirasminde Chokolade, et Avistryk af Planeten Saturn med Ringen og en Mængde andre tilfældig sammenbragte Sager. Og paa den ene Væg for Bordenden var opklistret to underfulde Farvetryk, som for en halv Snes Øre var købt af en omløbende Handelsmand. Det var en ualmindelig Luksus, som kun kunde forsvares med, at Billederne var af religiøst Indhold; det ene forestillede Guds Moder med Glorie og med dejlig rødviolet Kjole; det andet var Guds Søn paa Korset med Tornekrone og et ligeledes rødviolet Svøb om Underlivet; over hans Hoved stod paa Korset skrevet det gaadefulde Ord I N R I. Paa den modsatte Væg hang et litograferet Billede i Ramme. Det bar Paaskriften: Den uretfærdige Dom, som er overgaaet Verdens Frelser Jesus Christus, er funden udhugget i Sten under Jorden i Jerusalem. — Selv om dette ikke var fuld Sandhed, forhøjede det dog Billedets religiøse Værdi. Man saa Ypperstepræsten Kaifas siddende paa en Slags Trone i Midten, og i Udkanten til Venstre vaskede Pilatus sine Hænder. En hel Mængde Raadsherrer sad eller stod rundt omkring; der var Josef af Arimatæa og Nikodemus og mange flere, og alle bar de en Tavle med deres Udtalelse i Sagen. Frelseren stod lænket tæt ved Kaifas og var den eneste, der ingen Tavle havde. Dette Billede betragtedes med en særlig Ærbødighed. Det havde hængt paa denne Væg fra Tidernes Morgen før Børnene blev født. Blandt de verdslige Billeder paa Panelvæggen, Børnenes Væg, var det fineste Etiketten af Tobakken The Moss Rose Brand. Der var Baand i Farver og Guld og Roser.
Det var i Skumringen Juleaftensdag. Faderen var endnu ikke kommen hjem, han var ude i sin Baad paa Fjorden for at stange og mulig hjembringe et Par Aal til Juledagene. Moderen sad endnu og spandt, skønt hun næsten ikke kunde se dertil. De ældste Drenge laa paa Bænken og smaasnakkede, og de tre Smaabørn laa og rodede i Blinde i det dybeste Hul i Lergulvet. Der var dog en vis Højtidelighed over alle Sind, thi man vidste, at nu nærmede den store Aften sig. Det gjaldt om at holde sig i Tømme til Lysene blev tændt. I Aften skulde der tændes to Tællelys i den særlige Anledning, ellers maatte man nøjes med eet. Gang paa Gang blev der stille i Stuen, og man lyttede til den gamle Vægklokkes langsomme Dikken. Saa! nu standsede Mor Rokken og bar den og Uldtejerne ud af Stuen. Nu vilde det snart begynde. Moderen plejede Juleaften, før hun skulde til at lave Maden, at gaa rundt med Børnene Haand i Haand i en Kreds og synge Julesalmer. Det skulde vel ogsaa være Indledningen i Aften.
Der blev tændt et Tællelys. Det var foreløbig nok. Børnene blev samlet op af Gulvdalen og klatvaskede i Ansigterne. Ogsaa Drengene paa Bænken fik en Omgang. Saa blev alle fem anbragt Side om Side paa Bænken, mens Lergulvet blev fejet. Tilsidst blev der strøet et fint Lag Sand paa, som hentedes fra et Kammer ved Siden af, hvor det opbevaredes tæt ved Øltønden.
Endelig kunde det vel være paa Tiden at rotere med Julesalmerne. Men nej. Mod Sædvane havde den lille allerede graasprængte Mor andre Ting for. Hun var igen inde ved Øltønden for at hente Sand i sit Forklæde. Denne Gang alt, hvad hun kunde slæbe. Det blev lagt i en lille Dynge midt paa Gulvet. Hvad skulde der dog ske? Moderen saa med et lykkeligt Skær i Øjenene paa sine fem undrende Unger. Hun havde i Aar en Overraskelse.
Hun gik ud i Køkkenet og blev borte mærkværdig længe, syntes Børnene. Endelig kom hun tilbage. Nej se! Det var jo et Juletræ. Hun havde for et Par Dage siden paa sin Vej hjem fra Købstaden i Byens Anlæg fundet en afbrækket Gren af en Gran. Det var ikke nogen Top naturligvis, bare en Gren, men slet ikke saa lille endda. Som hun nu kom med den i Haanden henledte den Tanken paa Palmegrenene fra Indtoget i Jerusalem, som de større Børn jo var vel bekendt med. Nu plantede Moderen den midt i Sanddyngen. Saa tog hun forskellige skønne Ting frem og pyntede den med. Der var flere underlige Etiketter. Allerøverst i Toppen lykkedes det hende at faa bundet et ganske tyndt Tællelys fast, en "Pissevæge", som den kaldtes, fordi saadanne Lys benyttedes, naar nogen skulde ud i Naborummet i et Ærinde om Natten. Endelig plantede hun en lille Kreds af tykkere Tællelys i Sanddyngen rundt om Træet. Saa tændtes Lysene.
Aldrig har et nok saa fornemt og straalende Juletræ spredt en mere hjertesmeltende Lykke om sig end denne usle Gren i det lille lave Rum. De fem vrimlede ned fra Bænken, to tog Moderens Hænder, og de sluttede alle Kreds omkring det lysblafrende Under paa Gulvet. Pissevægen i Toppen var Betlehemsstjernen, det højeste Symbol paa Træets Hellighed. Men ogsaa de jordiske Lys, der stod i Kreds som en Fakkelvagt i Sanddyngen rundt om Træet, fyldte Stuen med Eventyrlighed. Sandelig sandelig. Denne Moder forstod, hvad Barnesindet hungrede efter. Nu gik Kredsen rundt, snart ret, snart avet om, og sang de Vers, som man fødes med paa Tungen: "Glade Jul, dejlige Jul! Engle dale ned i Skjul"2. Ja, det gjorde de. Børnene syntes ligefrem, at de saa deres Sommerfuglevinger flakke mellem Grannaalene. "Frisk op endnu en Gang" klang det stærkt fra de smaa Munde og "Den yndigste Rose er funden"3, den mindste Pige skævede til Sedlen paa Panelet med "The Moss Rose Brand", der jo i Aften fik en særlig Betydning. Thi hvor var der yndige Roser paa denne Seddel. Saaledes gik en lille lykkelig Stund. Da daanede Pissevægen bort. Men nu var det Jul. Og Moderen havde forudset alt. Hun bandt straks en ny paa. Og atter var Betlehemsstemningen fuldkommen, og det overjordiske fyldte alle Kroge i den lykkelige Stue.
Saa hørtes tunge Tramp i Forstuen. Det var Faderens Træskostøvler. Døren gik op, og han bøjede sig dybt for at komme gennem Karmen. "Glædelig Jul," sagde han og smilede til den næsten uvirkelige Julestemning, hans lille Kone havde skabt. Han snakkede ellers ikke saa meget, men han levede stille med i de andres Foretagender.
Kredsen opløste sig, og hver nød Herligheden enkeltvis. Nu løsnede Faderen Aaleposen fra Livremmen, aabnede den og lod en halv Snes blanke Aal glide ud i Gulvsandet. Selv om de var ude af deres Element og blottet for enhver Julefryd snoede de sig straks befriede omkring over Lergulvets Bakker og Sletter. Paa Børnene virkede denne Flok bugtende fremmede som en morsom Forøgelse af Aftenens Vidunderlighed. En af de største Aal nærmede sig Juletræet, tiltrukken af Lysenes Livvagt, og lille Mette legede, at det var Slangen, der vilde op i Livets Træ.
Skønt hele dette Forspil til den hellige Aften ikke varede længe maalt med Urviseren, saa havde det dog et Glimt af Evighed i sig for de smaa. Og det vedblev at skinne i deres Sind hele Aftenen. Da Lysene var brændt ud, skubbedes Sanddyngen hen til Panelvæggen, og Grenen blev staaende med sin Pynt. Aalene, som nu var saa sandede, at man kunde holde dem, blev puttet i en Spand og bragt ud i Køkkenet.
Julemaden blev nydt i nogenlunde Ro. Derefter kom den alvorlige Del, som heller ikke maatte glemmes en saadan Helligaften. Under denne krævedes dyb Stilhed. Faderen tog en Postillebog ned fra Hylden og læste en gammeldags Juleprædiken. Den virkede naturligvis paa Børnene som tyndt Øl ovenpaa den foregaaende Fest. Teksten var jo Juleevangeliet, og Prædikenen omtalte ogsaa de fire Evangelister, hvis Navne iøvrigt var kendte i Forvejen, selv af de mindste Børn, fordi en Moster, der var religiøs, havde fortalt dem om disse hellige Mænd.
Endelig naaede man til Amen, og et Lettelsens Suk opløftede sig fra Børneskaren. Nu skulde de have de gamle Spillekort frem at lege med. De fire ældste spillede om Pebernødder; men den mindste, lille Peter, var til overs og maatte spille for sig selv. Han sad ved den "nederste" Bordende og havde delt sine Kort i fire Dele. Han spillede fra alle fire Hjørner, men de usynlige Spillere, hvis Interesser han varetog, var de fire Evangelister. Det passede bedst til en saa usædvanlig Situation. Han talte ikke meget under Spillet. Hans Smule Røst overdøvedes jo af de andre. Men en enkelt Gang hævede dog en dæmpet Replik fra hans Mund sig gennem den øvrige Prat.
"Spil ud, Matthæus," lød det fra hans Bordende til stor Morskab for det øvrige Selskab. Det forstyrrede ham ikke. De havde skudt ham ud, og han spillede paa sin egen Boldgade. Mer og mer steg en dunkel Gru op om ham nede fra Mørket under Bordet. Det var Tanken om den uundgaaelige Sengetid. Skønt den blev trukket ret længe ud denne Aften, var den jo dog i Længden ikke til at komme udenom. Og da endelig Moder kom for at tage lille Peter bort fra Nydelserne, lod han en Overgang som om hun var Luft og snerrede endelig med Gravalvor ud mellem Mælketænderne:
"Saa for Hulen! Der fik Lokas et Stik for Spar ni!"