Dunkelt hviler Aftendæmring
over Eng og øde Skove,
fra den stille, staalblaa Himmel
dale Midnatsmaanens Drømme.
Sagte suser det ved Bækken,
det bevæger sig i Vandet.
Vandringsmanden hører Skvulpen
og et Aandedræt bag Sivet.
Thi hvor Damp staar over Dybet
dukker frem en dejlig Huldre,
underligt i Maanelyset
skinne hendes hvide Skuldre.