Her begynder en Sang, ikke meget lang,
om, hvorledes Vlas fejred Jul engang.
Vidt var Vlas bekjendt som den værste Mand
højt fra Tvèr og langt ned til Astrachan.
Af hver Volgapram tog han Købmandstold
og i Skat et Faar af hver Bondes Fold.
Rig og fattig han plyndred uden Skjel,
og, hvor intet var, slog han Folk ihjel.
Stod et Kloster bygt over Flodens Skrænt,
som en Stjerne staaer over Volga tændt,
tækket smnkt med Guld og med Himmelblaat
og med Jernport lukket forsvarlig godt.
Men en Julekvæld, det var klart med Frost,
stilled Vlas sig under den Port paa Post;
klædt i Munkeskrud og med snehvidt Skjæg
stod han lænet op til den Klostervæg.
Og det yngste Barn blandt de Nonner smaa
fandt slig gammel Mand under Porten staa
i den dybe Sne, i den kolde Vind,
og af Medynk lod hun den Røver ind.
Først saa sang de Nonner et Julekvad,
derpaa bar de Drik frem og Julemad;
men det yngste Barn i det Klosterbo
hented Vand og tvætted hans Fødder to.
Derpaa mæled hun til de Søstre fem:
»Se den Pilgrim kommer fra Bethlehem,
og det Vand, hvori jeg hans Fod har toet,
bringer Lægedom for Alverdens Sot.
I det Vand, jeg flux gnider Øjet ind
paa vor ældste Søster, af Gud gjort blind,
og for Gjæstens Skyld giver Gud maaske,
at vor blinde Søster igjen maa se.« —
Strax hun gned med Vandet den Søsters Bryn,
og et Lys brød frem, og hun fik sit Syn.
Dybt paa Knæ for Vlas faldt de Nonner ned,
men af Gru han selv sine Hænder vred:
»Ve mig, Gud, blev nu Du saa besk og gram,
at Du Jertegn gør til min Spot og Skam?
Ved en Galgenfugl lod en Blind Du se,
at hver Helvedsaand højt af Vlas maa le.
Havde før Du flaaet mig med tusind Ris
og i hundred Træer hængt mig skiftevis
eller splintret mig med en hel Tylvt Lyn!
— Men nu gav ved mig Du en Blind sit Syn.« —
Vidt om Land drog Vlas rundt paa Kirkebod,
mer han krøb paa Knæ, end han gik paa Fod,
til af Naade Gud tog hans Sjæl i Skjul. —
Endt er Sangen om, hvordan Vlas holdt Jul.
Russisk.