Gjennem Krat og dunkle Bregner
gaaer en Sti langs Breddens Brink;
Skyggen falder, Skjæret blegner,
kun den dybe Sø slaaer Blink.
Og naar alle Straaler slukkes,
kruser svagt sig Sivets Rand
ved et Pust af kvalte Sukkes
Boblelyd paa stille Vand.
Af de Boblers Bristen rinder
frem et Væld af halvglemt Sang,
som i Søens Dyb forsvinder
tyst med dæmpet Draabeklang.