I Kimmingen forude smelter Aftenskjærets Rav
glødende sammen med det sorteblaa Hav,
og min hede Hjemve rinder
langt bort i røde Strimer og svales og forsvinder.
Højt oppe staaer en Stjerne; den svajende Mast
vugger sig derunder, men Stjernen staaer fast;
vaadt af Dug paa Dæk og Lønning
duver Fartøjets Skrog i den tunge, døde Dønning.
Lidt ude til Luvart der flyder noget Hvidt,
det Hvide er en Maage, der sover trygt og blidt
med sit Hoved lagt til rette
paa Siden, og Bølgerne løfte den og lette.
Du vilde, hvide Maage med Giands af Perlemor,
sid trygt og sov paa Bølgen, Dig lokker ingen Jord,
Dig har ingen Magt forbandet
til at længes mod en Strandbred, som hedder Fædrelandet.