Mod Barndommens Have har Blikket jeg rettet,
hvor Gyngen bag viftende Lindeløv hang,
hvor Græsset af dunkle Violer var spættet
og Vandet i Sivene gaadefuldt sang.
Mod Barndommens Tiltro jeg længes tilbage
den Tro, der gjør Sindet mod Mennesker blødt,
den Tillid, der atter mig opad kan drage
til Korset af Snehvidt i flammende Rødt.
Men alt, hvad mig trykker, og alt, hvad jeg hader,
det Onde, som vendte mit Dagslys til Nat,
i Glemsel jeg sænker og stille forlader
som Barnet, der selv fik sin Brøde forladt.