Ude paa Steppen, den støvede,
stirrer fra Stolpen, jeg stillede,
blidt og med Øjne bedrøvede,
Frelserens bøjede Billede.
Stir ikke paa mig, sørgmodige
Blik af min dybt forurettede,
eneste Ven med den blodige
Krands, jeg om Panden Dig flettede.
Sving Dig, forsmaaede Kjærlighed,
heller end her at forbløde Dig,
op, hvor i Helgeners Herlighed
aldrig mit Ansigt skal møde Dig.