Ingen Faar og ingen Køer,
intet Hus mit eget:
om jeg lever, om jeg døer,
gjør det ligemeget.
Rige Mand med mæsket Vom
er om Natten bange,
fattig Tyv med Maven tom
vil en Bid sig fange.
Staklen napper, hvad han kan,
Gaardens Hunde tude;
gjem dit Gods, Du rige Mand,
fattig Tyv er ude.
Løb han let og sprang han højt,
fik han fat i Byttet;
syng nu Stakkel, pib og fløjt,
Skindet har Du hyttet.
Var Du sulten, var Du træt,
derom ingen spørger;
vil Du være glad og mæt,
for Dig selv Du sørger.
Hjælp Dig selv, slaa fra Dig bravt,
om en Mand vil slaa Dig;
bukker Du Dig altfor lavt,
kan hver Høne flaa Dig.
Altid Fløjten, altid Sang,
aldrig Graad og Snøften;
ende skal Du dog engang,
midt i Muddergrøften.
Andemad til Dynevaar
Dynd til Hovedpude — —
Hvem mon Visen her forstaaer?
Nu er Visen ude.