Hun staaer bag min Skulder og hvisker og leer,
hun hvisker og leer bag min Skulder.
Saa luftig stilfærdigt og tyst hun sig teer,
at Slutteren ingenting hører og seer,
naar Sindet i Søvn hun mig luller.
Mit Sind lulles ind, men bag Skuldren hun staaer
i Fængslet usynlig for alle
og kvidrer om Lykken, jeg hinsides naaer
engang, naar Befrielsens Stormklokke slaaer,
at alle de Lænker maa falde.