Hvirvler Vinden vildt af Sted, paa Steppen stiger Støvet,
værst at vandre viden om landflygtig og bedrøvet.
Midt paa Marken staaer en Høj, og Blæsten slaaer dens Side,
ensom stirrer Højen ud langt, langt i Verden vide.
Ensom stirrer selv jeg ud mod alle Verdens Egne,
om jeg skue maa Guds Sol og se mit Hjem Ukràine.
Ikke kan jeg Solen se og ikke Hjemmet finde,
mine klare Øjne to har Støv og Blæst gjort blinde.
Mine klare Øjnes Ild har Stænk af Taarer slukket,
for den lyse Himmelrand har Skyer af Støv sig trukket.
Kom nu, stærke Tordenregn, Guds Himmel, lad det regne,
slaa det sorte Støv til Jord, at jeg maa se Ukraine!