Jeg vandrer bort ad endeløse Sletter,
hvorover Lag paa Lag af Snedun sank;
en Isklump lig med skarpe, blaa Facetter
den frosne Maane tindrer skjær og blank.
Hvor rent, hvor hvidt, hvor ensomt, godt og stille,
hvor smukt den store Kjærlighed at se,
se, svale Kys af Maanestraaler spille
ømt, overjordisk ømt paa skyldfri Sne.
Kys, blanke Frostnat, ogsaa mig paa Munden,
til frem igjen hin hvide Klarhed staaer,
hvoraf min Sjæl med Jubelsang var runden,
og bort hvori jeg tavs tilbage gaaer.