Højt og kjækt en Svend sig roste
til de unge Pigers Undren
først ved Kvæld i Legestuen,
saa ved Gry paa Kildemarken:
»Mere snelt jeg selv kan ride,
end den store Sol kan glide!«
Men det hørte Solens Søster,
født af Lys og guldhaarfager;
gjennem Aftenglandsen kvad hun:
»Store Sol, Alverdens Øje,
altfor højt en Svend har rost sig
til de unge Pigers Undren
først ved Kvæld i Legestuen,
saa ved Gry paa Kildemarken:
Naar min Hest og jeg vil jage,
bliver Solen langt tilbage!« —
Halvt af Skumring frem stod Solen
og gav Svar med Blus og Flamme:
»Søster, Himlens røde Rose,
byd hin unge Kriger møde
aarle næste Morgen, aarle
langt herfra i Østerlede,
hvor de bange Skygger blændes
og det klare Daggry tændes.
Byd ham kappes, byd ham stride
og et Vædderidt at ride.
Hvis i Løbet Svenden vinder,
vinder han Dig, røde Rose;
men om jeg naaer først til Maalet,
taber han sin rappe Ganger.« —
Bort til Svenden gik den Jomfru
aarle ved den friske Kilde
fandt hun ham i Morgenduggen,
og hun kvad med stille Stemme:
»Ungersvend, mit Hjertes Glæde,
tøm din Hest med gylden Mile
og drag bort til Østerlede,
hvor til Dystløb Sol staaer rede.
Kan Du Sejr af Solen vinde,
sluttes i din Favn jeg inde.« —
Glad blev da den unge Kriger,
frit han svang sig op i Sadlen;
ud af Østerledens Dæmring
red han Vædderidt med Solen.
Hej! Før Davretid var inde,
havde Svenden naaet til Middag,
men da raabte Solen til ham:
»Tøv nu, Svend, en Stund og vent mig
lige under Middagshimlen
ved det store Træ i Skyggen.« —
Strax sprang Svenden ud af Sadlen,
tøjred’ Hesten ved sin Landse
og sov ind i Træets Skygge.
Da tog Solen Fart at løbe,
over Middag bort den naaede
nær hen imod Vesperbønnen.
Men den rappe Hest sig harmed;
med sin Hov den kasted Smaasten,
og den vrinsked højt og raabte:
»Dovne Svend, sov ikke længer,
ellers mister Du din Jomfru
og mig raske Hest tillige!«
Op sprang Svenden, greb i Tøjlen,
greb deri og fældte Taarer,
men hans gode Hest ham trøsted:
»Fæld nu ingen Taarer, Herre,
sid kun fast og græd slet ikke,
drag din Brystdug frem af Barmen,
bind den Dug for dine Øjne
og snør Hjertet fast med Bæltet,
saa dit Hoved ikke svimler.«
Hej! Før Sol kom til sit Guldslot,
vented Hest og Svend paa Solen.
Men i Porten stod en Jomfru,
Solens guldhaarfagre Søster.
Tyst hun klapped Hestens Manke,
Svendens Kind og Hestens Bringe
og lod Nattens Stjerner blanke
sagte til sit Bryllup ringe.
Bulgarisk.