Salig er den, der, før han var født, blev Gudernes Yndling,
Salig er den, der som Barn vugtes af Venus i Blund,
Salig, naar Phøbus har opladt hans Syn og Hermes hans Læber,
Salig, naar Zeus med sit Segl stempled ham Panden som Drot.
Høj, guddommelig høj er den Lod, der faldt i hans Eje!
Inden hans Kamp er begyndt, kroner ham Sejerens Løv,
Før han har levet, er Alt, hvad et Liv kan bringe, ham skjænket,
Før han til Møje har kjendt, naaer han, hvad helst han vil naa!
Stor er vel den, der selv har skabt og formet sin Velfærd,
Han, der med Dygtigheds Staal kraftig sin Parce betvang —
Ikke dog tvang han sig Lykken i Favn — hvad vrede Chariter
Nægted, har aldrig en Mand naaet ved det lyseste Mod.
Villien, den faste, kan fri Dig fra det, som er ikke Dig værdigt;
Det, der gjør Guderne glad, kommer dog kun af sig selv,
Kun af sig selv, som en Skjænk, lig en Kvindes Kjærlighed til Dig:
Yndest er Maalet for Alt baade hos Eros og Zeus.
Guderne selv gjøre Forskjel; dem glæder den spirende Ungdoms
Frodige Væxt, og dens Smil lokker de Salige ned.
Ej vil de Himmelske ses af kolde forstandige Øjne,
Al deres Herligheds Glands vise de kun til en Blind.
Gjerne de vælge sig ud en frejdig Barnesjæls Enfold,
Slutte den dyreste Skat ind i det simpleste Kar,
Uventet stige de ned, de skuffe den Stolte, som venter,
Aldrig har Nogen med Magt manet de Frie til Jord.
Den, der har vundet hans Gunst, sender Guders og Menneskers Fader
Ørnen, der løfter ham op, Himmelens Højder at se.
Selvvilligt griber i Mængden han ned; det Hoved, der vandt ham,
Faaer Diadem lagt omkring, kjærligt han fletter det ind
Snart med Oliven og snart med den magtforlenende Guldkrands.
Dog var det Lykken, der først kronede Guddommen selv.
Den, der har Lykken ved Haand, ham hilser den sejrende Phøbus
Sammen med Sjælenes Drot Amor, den smilende Gud,
Havet jævner sig for ham, thi blideligt fører Poseidon
Skibet med Cæsar paa Dæk — Lykken er med ham ombord.
Løven lægger sig ned for hans Fod, og op gjennem Skummet
Skyder Delphinen, saa glad bærer den ham paa sin Ryg. —
Misund ham ikke den lette Sejr, som Guderne gav ham,
Misund ham ej, at i Kamp Venus fra Døden ham rev —
Tykkes Achilles Dig derfor en ringere Helt, naar Hephaistos
Selv har hans Skjold hamret ud, dertil hans knusende Sværd,
Naar om en dødelig Mand Olympens Kreds sig bevæger?
Det er hans herligste Roes, at han var Gudernes Ven,
Saa at de kun for at skjænke den Udkaarne Ry over Alle
Styrted til Tartarus ned Grækenlands ædleste Slægt!
O, bliv ej Skjønheden gram, naar den uden Fortjeneste pranger,
Ligesom Lillien er lys, kun fordi Venus det vil!
Se paa dens Lykke, til selv Du er glad og lykkelig med den,
Det, som for Intet blev skjønt, fryder for Intet Dig selv!
Hist paa det larmende Torv kan Themis Vægtskaalen føre,
Dér skal din Løn vejes af strengt som din Flid har fortjent;
Dog kun en Gud kalder Glæden op i en Dødeligs Kinder,
Altid et Under maaske, før en Lyksalig Du ser.
Alt, der er jordisk, maa først blive til og grønnes og spire,
Føres fra Form og til Form gjennem den modnende Tid;
Det, som er lykkeligt, det, som er skjønt, staaer aldrig i Grøde:
Fuldendt fra Evighed af træder det frem for vor Sands!
Hver en Dejlighed steg, lig den himmelske Viv Aphrodite,
Uden at vi det forstaa, frem af et grændseløst Hav;
Og, som Athene blev født, udspringer af Tordnerens Hoved
Rustet med Ægis ethvert straalende Visdommens Ord.
Efter Fr. v. Schiller.