Svæv, min Sang, paa din lette Flugt,
Let som Vinden i Kvæld, let, som naar blidelig
Kysset svæver fra Mund til Mund;
Flyv med Lovsangens Blomst, evig og duftende!
Flyv til Gratiernes Alter hen,
Flyv med Lovsangens Krands, Muserne fletted den
Fjernt fra hver en forvirret Larm;
Knæl for dem, der saa rent stemte mit Strengespil!
Zeusopfostrede, høje Møer!
Lær min Sang fra sin Flugt stadigt at sænke sig
Ned i Skjønhedens dybe Væld;
Stige skal den paany klar imod Ætheren!
Sangens Kunst er en hellig Blomst:
Naar en dødelig Haand stræber at plukke den,
Falmer den for det plumpe Greb;
Pluk mig Skjønhedens Blomst, evige Gratier!
Nænsom er Eders Guddomshaand:
Intet Blad bliver brudt, Bægrets urolige
Solskinsblinkende Morgendugg
Triller heller ej ud; stærkere straaler den;
I, der søge det Gode frem,
Giv mig det, som er bedst, giv mig en Pigelil!
En med Guldhaar og Øjne blaa,
Først og sidst med en Sjæl, solklar som Øjnene!
Yndefuldt skal hun tjene Jer!
Som Præstinde hos Jer pryder hun Alteret,
Naar den rødmende Sol har kaldt,
Medens Morgenens Luft flagrer i Gyldenflor.
Yndefuldt skal hun tjene Jer!
Som Præstinde hos Jer pryder hun Alteret,
Hvergang Stjernen med blaaligt Skjær
Staaer i Kvæld sprungen ud lig en Forglemmigej.
Hvis hun bærer en Glut ved Bryst,
Vil hun vie dens Liv Eder til Tjeneste;
Og mit Barn og mit Barnebarn
Skal, naar jeg bliver graa, synge Jer Frydesang!
Hjerteglad stemmer selv jeg i,
Mens den dejlige Sol her maa bestraale mig;
Og tilsidst, naar min Dag er endt,
Vil de hellige Tre synge min Vuggesang.
Efter Leopold Grev Stolberg.