Min Himmels Engleskarer!
Knæl for min Søn saa dybt som for mig selv!
Og neppe havde Almagts Herre talet,
Før Englehærens klare Jubelraab
Til Klang af Toner, ingen Tone maler,
I mægtigt Hosianna rulled ud,
Saa lydt og frydefuldt, at Himlen runged.
De bøjed Knæ for Fader og for Søn,
Hver Engel kasted ned for Thronens Fod
Sin Guldkrands flettet ind med Amaranthus,
Med Amaranthens evigtfriske Blomst.
I Paradiset havde Gud den plantet
Ved Livets Træ, men dengang Adam faldt,
Da tog Alfader Blomsten hjem igjen;
Nu spejler den sit Løv i Livets Kilde,
Hist, hvor Velsignelsens den dybe Flod
Sin Ambrastrøm igjennem Himlen ruller
Med Salighedens Roser ved sin Bred.
I Straaler flettet lægges den som Krands
Om hver en Udvalgts lysforgyldte Lokker,
Nu laa de tætte Krandse strøede ud
Paa Himlens Gulv, en Sø af sleben Jaspis,
Der spejled Blomsterflorets Purpur af.
Da greb hver salig Sjæl sin lette Harpe,
En solblank Strengeleg for evig stemt;
Og pragtfuldt klang et Forspil nu til Hymnen,
Paa rige Harmonier bar de frem
En Sang om Gud og vakte stærke Toner.
Hver Sjæl sang med, og ingen Røst gik tabt;
Den Samklang høres kun i Himlens Højchor.
Først sang de, Fader, Almagts Gud, om Dig,
Der aldrig kjender Død og Maal og Skifte,
Du Evighedens Konge, Livets Udspring,
Og Lysets Kildevæld, men selv usynlig
I Straalepragten, hvor din Throne staaer.
Og did kan selv en Engel ikke komme,
Naar ikke Du har lagt omkring din Pande
Et Skyggeslør — af Lys som intet andet,
Men mørkt at se i Forhold til Dig selv.
Og dog, dets Glands gjør Himlen blind — den største,
Vidunderklare Seraphim maa dér
Slaa begge Vinger sammen for sit Ansigt.
Saa sang de, Guds enbaarne Søn, om Dig,
Den store Faders fuldtudtrykte Billed,
Hvis Aasyn vi tør se og uden Dække
I Dig beskue Herrens Herlighed,
Som ellers intet Øje kunde rumme.
I Dig staaer al hans Ære foldet ud,
Og lagt paa Dig hans hele Højhed hviler;
Det var ved Dig, han skabte Himles Himle,
Og det var kun ved Dig, at han fik knust
De opadstræbende, de onde Magter.
Hin Vredens vilde Dag Du spared ej
Din store Faders rædselsfulde Torden.
Ej standsed da din Stridsvogns Flammehjul,
Mens frem Du rulied over slagne Engle,
Saa Himlen, den urokkelige, skjalv.
Og efter Sejren blev Du hilst med Jubel,
Men kun som Sønnen af din Faders Magt,
Som den, der søndertræder hver hans Fjende!
Men saadan har han ikke gjort ved os!
De store Magter fik os til at falde.
Det tyktes Dig for strengt, Algodheds Gud,
At dømme os, Du vilde heller skaane.
Og han din elskte, din enbaarne Søn
Fornam det glad, Du agted ej saa strengt
At dømme os, Du vilde heller skaane.
Den Strid, som Retfærd kjæmped imod Naade,
Som præget paa dit Aasyn stod, blev endt
Thi Himmelkronen tog han af sin Pande
Og bød sig selv til Sonedød for os.
En saadan Kjærlighed har intet Maal,
En saadan kan en Gud alene rumme.
Saa hil Dig da, Guds Søn, som os har frelst!
Dit Navn er mig et evigt Stof til Sang!
Din Pris kan aldrig svinde fra min Sjæl
Og aldrig skilles fra din Faders Ære.
Efter John Miltons »Det tabte Paradis« 3die Sang.