Jarlens Datter af Estmereland,
Og hun er femten Aar;
Hendes kjære Moder faldt hende fra,
Thi sørger den Jomfru saa saare.
Hendes Fader fæsted en anden Viv,
Den værste paa Jorden vide,
For hvert det Trin, den Jomfru tren,
Hun var hende Stedmoder stride.
»Kom hid til mig, Du lidet Barn,
Og sæt Dig ned for min Fod;
Den Dom, jeg nu vil dømme Dig,
Den vorder Dig ikke god.
Du skal blive den værste Orm,
I røde Luer at skinne;
Du skal svømme den salte Sø,
Og sove paa Fjeldenes Tinde.
Aldrig vorder Du Kvindes Lige,
Aldrig saa god en Stund,
Forinden Kempion, Kongens Søn,
Vil kysse Dig paa din Mund.«
Saa slog hun om hende Ormeham
Af lyse Luer og røde.
Ormen svam over salten Sø
Sig selv til Sorrig og Møde.
Ormen ligger paa høje Fjeld,
Den fælder Taare paa Kind;
Den kalder paa Kempion, Kongens Søn,
At den maatte Frelse finde.
Den kalder ud over salten Sø,
Dens Stemme den ganger vide;
Det hørte Kempion, Kongens Søn,
Han roer under Fjeldets Side.
— »Hør mig, Kempion, Kongens Søn,
Og styr din Baad til Land,
Og kys Du mig paa min lede Mund
Om Du er en christnet Mand!« —
Længe sad Kempion, Kongens Søn,
Han bøjed sig over Aare:
»»Og jeg tør kysse den lede Orm,
Der beder mig om det saa saare.«« —
Ormen vinder sig ind og ud,
Og Fjeldet staaer udi Brand;
Hr. Kempion holdt sine Øjne til
Alt med sin hvide Hand.
Først saa holdt han Øjnene til,
At vel han maatte sig tvinge,
Saa kyssed han Ormens lede Mund,
Hans Hjerte vilde ham springe.
Saa kyssed han Ormens lede Mund
Med Sorgen udi sit Sind,
Der gik frem den skjønneste Jomfru
Gjennem det Ormeskind.
Saa lidet var da Jomfruen klædt
Mod alle de Vinde kolde,
Hr. Kempion drog sin Kappe af,
Hun maatte den om sig folde.
»»Sig Du nu det, Du skjønne Jomfru,
Mens vi er ene to:
Og vil Du være min Hjertenskjær,
Og love mig vel din Tro?«« —
Glad blev Kempion, Kongens Søn,
Den Jomfru gik ham tilhaande;
De takked begge den rige Christ,
Der løst haver al vor Vaande.
Efter en gammel skotsk Folkevise.